En hero’s journey af de helt store
What a wonderful day!
Gentager Proximus Caesar ivrigt i filmen, og det er det virkelig.
Efter at have set traileren til Kingdom of the Planet of the Apes for et par uger siden, havde en mistanke ellers meldt sin ankomst. Det så ud til, at nu var det blevet tid til at finde og følge det klassiske ringbind, filmstudierne finder frem, når en franchise skal malkes for de sidste rester, og de sidste godtroende og håbefulde fans næsten modvilligt slæber sig selv i biografen, med et spinkelt håb om, at det nok skal blive godt. Bare rolig. Det er godt. Det er faktisk rigtig godt.
Selv om handlingen udspiller sig mange generationer efter de tre forrige film, er det langt fra blevet brugt som undskyldning for at fortælle de samme plotlinjer igen, eller gøre det til en regulær actionfilm uden indhold, som den forrige War For The Planet Of The Apes fra 2017 lå lige på grænsen til at være.
Der er plads og tid til at opleve en helstøbt fortælling udfolde sig. Det føles som en sammentømret vision fra meget få mennesker, i modsætning til de efterhånden frygtelige studieproduktioner, vi har skullet vænne os til, hvor det med alt tydelighed er fantasiløse producere uden en dråbe af kreativt blod eller vilje, der i hobetal får kvaliteten af historiefortælling til at forsvinde.
De lugter lidt meget de mennesker
Aberne er nu den dominerende art, der lever harmonisk i små samfund, og menneskene er blevet reduceret til at leve i skyggerne, som det aberne selv kalder ekkoer. En ny tyrannisk abeleder forsøger at bygge et imperium på falske profetier, mens han jager de få ekkoer, der er tilbage, der kan hjælpe ham med at forstå og udnytte den teknologi, menneskeheden har efterladt.
Den unge abe Noa må begive sig ud på en rejse, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad han har vidst om fortiden.
Instruktør Wes Ball har på mange måder lavet en hero’s journey fortælling, og selv om vores helt og de andre hjælpere og modstandere, som Noa møder på sin vej, er lavet via computer-generated imagery, så føler man, at de er ægte. Her mener jeg ikke, at teknologien er blevet brugt, så alt ser ægte ud, for det er den, men at jeg meget hurtigt tror på, at Noa, Anaya og Soona er ægte personligheder med hver deres unikke aftryk i verden.
Især orangutangen Raka er en karakter, som jeg føler jeg gerne ville drikke en kop te sammen med på en regnvejrsdag. Hvis det ikke er vellykket CGI, så ved jeg ikke, hvad er.
Selvfølgelig er der en skuespiller og en stemme bag, men illusionen er komplet, når der for en gangs skyld har været tid og budget til at opnå det maksimale af, hvad der er muligt her i 2024.
De to timer og femogtyve minutter flyver afsted, og man kan næsten ikke holde ud at vente, til der kommer en film mere, hvis det da er planen. Ikke nok med, at det er lykkes Kingdom of the Planet of the Apes at løfte og fortsætte arven, så er filmen så vellykket, at man med det samme skal hjem og se de forrige film igen. Det er en hel naturlig fortsættelse, og på mange måder er den bedre end både Dawn of The Planet Of The Apes og War For The Planet Of The Apes.
Kingdom of the Planet of the Apes er et garanteret hit og et besøg i biffen værd. Hvis muligt, skal den ses i IMAX, men ses i biffen det skal den.