Virkelighedens underbetalte bærplukkere går på scenen
Synet af jordbær giver mig kvalme
Det fortæller en af de tidligere jordbærplukkere, der står på en tom scene i en sort sal af ingenting. Men meget hurtigt derefter bliver rummet transformeret til jordbærmarker og illusionen om tarvelige container-indkvarteringer.
Vi befinder os ikke længere på Østerbro, men i de endeløse marker i Sydeuropa. Vi kan alle sammen godt se at dette er teater, men det føles mere som om, at vi ikke bare ser, men befinder os på sidelinjen til optagelserne af en dokumentarfilm.
Igennem forestillingen tænker jeg, at Vredens Bær ville gøre sig bedre som dokumentarfilm, men jo dybere vi kommer ind i beretningerne, desto mere bliver det tydeligt, at forsøget på at komme tæt på jordbærplukkernes sandhed kun kan ske via fiktionen eller måske mere den dramatiske genfortælling. Det er hård kost, og i al sin enkelhed bliver det for mit eget vedkommende svært at nyde et jordbær i den nærmeste fremtid.
Et hav af hvidt plastik
Publikum møder Manuel, Fatima, Laila og Mustapha, som alle har en fortid som bærplukkere. Gennem deres øjenvidneberetninger, formidlet af dem selv, bliver vi bekræftet i den mistanke, de fleste, der bevæger sig ind på Republique, nok har i forvejen.
Det er beretninger om voldsom manipulation og udnyttelse af mennesker, der kæmper for et bedre liv. Forestillingen gør sig umage med at trække sit publikum langsomt, men bestemt med ned i mørket, og bedst som man tænker, at nu kan det ikke blive grummere, så jo det kan det.
De føromtalte mennesker er ikke skuespillere, og det gør også forestillingen meget stærkere. Deres iscenesatte beretninger bliver tekstet, så vi kan følge med og forstå samtidig med, at videofotograf Marie Elisabeth Munkner visuelt dokumenterer til skærmen, der scenografisk er omdrejningspunktet.
Med hjælp fra de øvrige medvirkende, som er børn, bliver der hele tiden tegnet små visuelle scener, og med en helt igennem praktisk og perfekt scenografi er vi alle sammen indforstået med, at vi, ligesom da vi selv var børn og legede bedst, godt kan se, at det er rekvisitter på en scene, men den virkelighed suspenderer vi, og her efter forestillingen har jeg været i Spanien og set, hørt, rørt, lugtet og oplevet det hvide plastikhav.
Det her er virkelig en forestilling, der vokser. Både i løbet af de to timer, hvor der aktivt sker noget på scenen, men endnu mere i timerne efter. Vredens Bær har meget på hjerte, og når det hele er slut, er publikums hjerte både helt fyldt og fuldstændigt tomt på samme tid.
Jeg vil nu simulere lyden af regn på plastik
Manuel sætter sig foran os med et stykke af det hvide plastik. Han begynder at tromme på det, og hvis du lukker øjnene, kan du sagtens genkende lyden. For de fleste af os er lyden et minde om en telttur i den danske sommer, men for bærplukkerne er det lyden af og fra et mareridt.
Sådan bliver publikums sanser aktiveret jævnligt i forestillingen, og selv om det på mange andre tidspunkter ville være lige i overkanten at se en voksen mand imitere lyden af et æsel, så er det her et meget effektivt værktøj.
Alt efter hvilken dag man køber billet til, så bliver Vredens Bær vist med enten danske eller engelske undertekster.
Der var enkelte gange, hvor underteksterne stak af eller helt forsvandt, men det er også virkelighed som sker her og nu. Selv om det er tydeligt, at der er et manuskript, der skal følges, så er det stort set umuligt at finde en timing, da dette er organisk og ikke et klippebord.
To timer er lang tid. Især uden pause. Jeg kan godt forstå valget af at afvikle forestillingen uden, men efter de første 60 minutter var der mange, der møffede rundt på rækkerne for at komme ud og ind. Det skal der være plads til, men selvfølgelig er det distraherende. Også for de medvirkende på scenen.
Vredens Bær er en stærk oplevelse som sætter varige spor.
VREDENS BÆR spiller fra 2. maj til 1. juni 2024. På Republique
Varigheden er ca. 120 minutter uden pause.
Medvirkende: Manuel Milla Marchal, Fatima Ez Zohayryed, Laila Baomar Khouibi, Mustapha Hertil Oufkir. Øvrige medvirkende: Luna Bredde, Martha Hansted Lohmann-Dunn, Ester Lundby Almlund, Elna Marie Bach Larsen, Kaia Qvotrup Lacoppidan, Kajsa Østergaard, Augusta Rønsborg, Wilma Melkersen Kalvåg. Instruktør og manuskriptforfatter: Tue Biering. Scenograf og kostumedesigner: Johan Kølkjær. Medinstruktør: Carlota Berzal. Lyddesigner: Daniel Fogh. Lysdesigner: Balder Nørskov. Rekvisitør: Josefine E. Larsen. Kostumier: Clara Bisgaard. Dramaturger: Aljoscha Begrich. Tanja Diers. Instruktørassistent: Lærke Ellegaard Bregnes. Katinka Hurvig Møller. Scenebygger: Frederik Bogh. Tolk: Rafael Cañete Fernández. Forestillingsleder: Rose Jul Lerstrup. Pressefoto: Søren Meisner.
