Marisa Abela er fremragende som Amy Winehouse
Back to Black er en på alle måder meget funktionel ’bio-pic’. Dette biografiske drama har alt det, som man kan forvente, hvis man gerne vil se et portræt af en musiker. Hvis ikke du allerede kendte til Amy Winehouses tragiske livshistorie, så får du den i hvert fald her, med alt hvad der hører til af op- og nedture, stofmisbrug, primadonnanykker i hver en scene og selvfølgelig bliver musikken også genskabt i fuld bravur.
Det er dog et tveægget sværd. For ganske som filmen rummer alt det, som er tiltalende ved et portræt af en musiker, så besidder den også alle de mangler som en fiktionsspillefilm altid vil have.
Meget af Amys liv er blevet strømlinet, hvorfor fx tidslinjen ikke rigtig stemmer overens med virkeligheden, da virkeligheden må vige pladsen af hensynet til en tre-akts struktur. Ensemblet er også skåret helt ind til benet. Det til en sådan grad, at meget af den omgangskreds, der svigtede Amy Winehouse, slet ikke dukker op. Ligeledes bliver vi præsenteret for et kærlighedsliv, hvor Amy kun var forelsket i en mand, selvom hun i virkeligheden havde flere længerevarende forhold i sit korte liv og sådan kunne man blive ved. Det er alt sammen med til at gøre filmen mere enkel og holde budgettet nede, fordi man i modsætning til en dokumentar, ikke bare kan interviewe alle dem, man kan få fat på. Derfor er der en del, der går tabt, når man fx sidder tilbage med indtrykket af, at Amy kun talte med tre forskellige mennesker i løbet af sit liv.
Bedre end den gennemsnitlige portrætfilm
Alt er dog ikke helt sædvanligt. Efter kassesuccesen Bohemian Rhapsody, kunne man have frygtet en flodbølge af ringe musikalske portrætter, hvor folk bare bliver spist af med forenklede afbildninger af virkelige menneskers problemer i livet. Det ville være synd at sige, at vi er sluppet helt fri for alle faldgruberne her, men i modsætning til filmen om Queen, så synger skuespillerne faktisk selv, og det tilfører en ekstra nerve til flere af sekvenserne, også når det sker som følge af en genkendelig fortællestruktur.
Til min store forbavselse, så synger Marisa Abela selv Amy Winehouses sange, og det skal forstås positivt. Jeg var længe overbevist om, at det var playback, fordi så rent kunne hun da ikke ramme Amys stemme, men det har Abela altså gjort. Kombineret med hendes naturlige charme og troværdighed i legemliggørelsen af den fortvivlede og alkoholiserede popstjerne, er der ingen tvivl om, at Marisa Abela går en lys fremtid i møde. Hun er i hvert fald filmens helt store højdepunkt.
Så selvom Back to Black måske ikke er vildt banebrydende, så lykkes det alligevel med det vigtigste, og det er portrættet af mennesket i centrum. Filmen er tydeligt hæmmet af at være en fiktionsspillefilm, hvor man er hæmmet af flere begrænsninger end virkeligheden, men takket være Marisa Abela, føler man alligevel, at man er kommet lidt tættere på mennesket bag de mange grammypriser. Amys liv og store personlighed fremstår hele tiden rodet, men autentisk.
Når det hele så også bliver krydret med ørehængende sange, ender det, ligesom med Amy selv, som en positiv oplevelse, de mange mangler til trods.
