En anti-coming-of-age fortælling
Med Rød himmel har instruktør Christian Petzold skiftet den magiske realisme fra Undine ud med et ironisk blik på coming-of-age genren. Historierne om den solrige sommer, der forandrede alt og markerede indgangen til de voksnes rækker. Hvor man ikke bare blev moden, men også et helt menneske – og så alligevel ikke i filmen her.
Plottet udspiller sig ganske vist, som man kunne forvente, over en sommer på den tyske Østersøkyst, hvor vi møder de unge mænd Leon og Felix, der er draget mod de idylliske omgivelser til en sommerhusvilla. Her kan Leon færdiggøre sit manuskript, mens Felix kan forberede sig på optagelsesprøven til Kunstakademiet. Den nøje planlagte tur går dog ikke som planlagt, da de noget overraskende skal dele huset med den livlige Nadja. De to mænd har svært ved at forholde sig til hende, og særligt Leon ved slet ikke, hvad han skal gøre af sig selv, når hun som et spejl viser alt det, han ikke er.
”Arbejdet tillader det ikke”
Alle kerneelementerne er altså til stede. De varme omgivelser, bølgerne på stranden og den ulmende kærlighed i baggrund er visuelt til at se, men hurtigt går det op for en, at Rød Himmel er alt andet end en gennemsnitlig film om at blive voksen.
For ikke nok med, at himlen er bemærkelsesværdig blottet for fugleliv, så bevæger skovbrandene sig også faretruende tæt på sommerhuset ved vandet. Karaktererne forsikrer os om, at vi bekymringsfrit kan ignorere det, da vinden blæser den rigtige vej, men mon ikke naturen alligevel spiller dem et puds.
Prikken over i’et er dog vores hovedkarakter, Leon, der ikke bare er en selvhøjtidelig forfatter, men også er så hæmmet af den påtagede rolle, at han tilbringer det meste af tiden med at iagttage alle andre, mens de lever deres liv. Når han så endelig åbner munden, stråler usikkerheden ud på den mest usympatiske facon. ”Arbejdet tillader det ikke,” siger Leon gentagende gange, hvorefter han så ender med den ene overspringshandling efter den anden, så snart han er alene, og aldrig får skrevet et ord i sin nye bog med den ubevidst ironiske titel, ’Club Sandwich’.
Utilstrækkelighedens komik
Det lyder måske ikke lårklaskende morsomt, og man skal da heller ikke forvente et hav af vittigheder. Situationerne er dog lige skæve nok til, at man ikke kan lade være med at fremmane et smil, når Leon hele tiden gør det forkerte, fuldstændig forblændet af hans følelse af utilstrækkelighed, eller når vi ser hvor godt alle andre kommer ud af det, mens han surmuler for sig selv.
Det er i eksekveringen af manuskriptet, at tingene går op i en højere enhed. Thomas Schubert som Leon kunne sagtens have været alt for usympatisk. Han er i hvert fald ikke skrevet med mange beundringsværdige sider, men Schubert formår at portrættere ham, så man har mere ondt af, hvor meget han forspilder sine muligheder, i stedet for at blive irriteret over måden han udtrykker sig på.
Paula Beer, der spiller Nadja, må efterhånden siges at være noget af en muse for Christian Petzold, i sin tredje rolle under hans direktion. Til ingens overraskelse er hun også eminent som den underfortalte Nadja. Man er ikke i tvivl om, at hun i modsætning til Leon lever et fuldt liv, men vi får kun et glimt af det, da historien er fortalt fra Leons perspektiv, og han har svært ved at ænse nogen andre end sig selv, da han er så forpint en kunstner.
Sølvbjørn-vinderen Rød himmel er endnu en finurlig og fængende film af Christian Petzold. På en gang en både metarefleksiv, ironisk coming-of-age film, men også samtidig med samfundskritikken lurende i baggrunden. Den menneskeskabte katastrofe, som ingen af karaktererne har ansvaret for, men ikke desto mindre må betale prisen for, bevæger sig gennem hele filmen nærmere og nærmere, og så er det nemmere at fokusere på sig selv i stedet for.
Med stærke præstationer af ensemblet og en eftertænksom bearbejdning af genrekonventionerne, kommer vi helt tæt på nogle sider af os selv, som vi nok alle kan have godt af at reflektere over, også selvom det ikke altid er de mest flatterende aspekter af vores væsen.
