Næring til sjælen
Den eftertænksomme instruktør, Wim Wenders, er tilbage med den oscarnominerede Perfect Days. I filmen følger vi Hirayama (Kōji Yakusho), der arbejder som toiletrenser i Tokyo. Den ældre herre lever en tilværelse præget af rutine og en kalkuleret ensomhed, men gennem hans øjne ser vi, hvor meget skønhed verden alligevel rummer – også fra sanitet medarbejderens perspektiv.
Hverdagsstemningen og rutinerne, kombineret med et næsten meditativt afdæmpet fortælletempo og en gennemført visuel æstetik, skaber i fællesskab en filmoplevelse, hvor man som tilskuer helt frivilligt lader sig invitere ind i Hirayamas syn på livet. Den første halve time, hvor vi følger en gennemsnitlig dag, formår at eksekvere dette til perfektion, så man sidder tilbage med en livsbekræftende følelse, selvom man måske ”bare” har set en 60-årige rense offentlige toiletter, mens han lytter til gamle kassettebånd. Desværre varer denne eufori ikke ved.
Eftertænksom i et meget roligt tempo
Wim Wenders har altid været glad for at give sig god tid i sine film, men det kan også overgøres. Den rolige stil, inviterer publikum til eftertanke, men lidt for ofte kammer det over, og ender med at fremstå mere forceret end autentisk, de store tanker til trods. Der er ganske enkelt scener, der på mystisk vis formår at være for lange, selvom man næsten ikke troede det var muligt.
Måske havde filmen været bedre tjent med at være en lille smule strammere klippet, så den enkle fortælling ikke også skulle bære to timers spilletid.
Heldigvis er det ikke værre end, at Perfect Days stadig er en stor biografoplevelse. Kōji Yakusho er eminent i rollen. Han er i besiddelse af et ansigt, der siger så meget, at man kunne nærstudere det i timevis, hvilket kameramanden heldigvis også har haft øje for.
Det er en film, der hylder det enkle, og minder os om al storheden i det tilsyneladende ubetydelige. Hvad end det er at lytte til kassettebånd sammen med en anden, tage et billede af naturen eller vande dine planter. Man bliver virkelig mindet om at værdsætte de små ting i livet, og i en tid, hvor alt er overgearet, er det ren næring til sjælen at blive tvunget til at gå ned i tempo.
