Hamlets stjerne

Kategori Teater af - marts 01, 2024
Hamlets stjerne

En foruroligende fortælling om menneskers stræben efter magt, berømmelse og rigdom for enhver pris

At være eller ikke at være, det er spørgsmålet
Kronborg toner langsomt frem fra mørket med al sin mystik. Jeg går over broen og bevæger mig langsomt mod garnisonsbygningerne. Her er stille. Næsten alt for stille.

Jeg finder døren, hvor jeg bliver budt varmt velkommen af to flakkende faklers vinkende ild. Et par plakater forsikrer mig om, at jeg går ind det rigtige sted.

Der kommer lidt musik fra førstesalen, så jeg bevæger mig op ad trapperne og bliver modtaget af en veloplagt repræsentant for HamletScenen.

Forestillingen Hamlets Stjerne spiller i Thaliasalen. Det er et lavloftet rum, hvor man har valgt at bygge scenografien op på langs, for at udnytte så meget af rummet som muligt. Men det efterlader skam rigeligt plads til publikum, og da vi er det antal mennesker, som salen kan rumme og sikkert også tillader, dæmpes lyset, og forestillingen kan begynde.

Godnat, søde prins, og fly af engle synge dig til din hvile!
Ken Vedsegaard bliver sluppet fri, og afsted går det de næste 80 minutter, hvor han ene mand spiller helt op til 13 meget forskellige roller.

En skuespiller skal spille Hamlet, og i sin forberedelse trækkes han ind og ud af teksterne og hvirvles ind i en tåget og uklar grænse mellem fiktion, virkelighed, drømmen, fordybelsen og usikkerheden.

Det hele er meget fascinerende, men uheldigvis også meget forvirrende. Uden en vejviser, der tiltrængt kunne punktere publikums usikkerhed, kan jeg se flere personers nervøst flakkende øjne stivne, som et uskyldigt dådyr, sekundet før det bliver kørt ned af den indforståede kunsts lygter.

Der hersker ingen tvivl om, at teksten er gennemarbejdet, god, og at den er endnu bedre øvet og derefter spillet. Hvis man koncentrerer sig om hver enkelt scene eller karakter, bliver man, efter hvert minut, mere og mere draget og betaget, men samtidigt mister man sit fokus, i forsøget på at gennemskue de mange teorier, og derfor drukner helhedsoplevelsen.

Nu er der jo heller ikke nogen, der kan gøre krav på, at kunst skal være nemt. Det er forestillingen Hamlets Stjerne ikke, men det er samtidig det, der gør oplevelsen til andet og mere.

Tycho Brahes stella nova SN 1572
Scenografien af Catia Hauberg Engel udnytter hver centimeter af rummet. Borde, stole og arkitektlamper står og hænger i loftet som studiepladser på et bibliotek eller universitet. Det bliver effektivt brugt som kapitelopdelinger sammen med store runde krystalholdere, der udgør det for Tycho Brahes observatorium.

Hvis du er til konspirationsteorier og det gådefulde, så er Hamlets Stjerne helt sikkert noget for dig.

Men husk, det er fiktion. ”Der er råddenskab i Danmarks rige.”


Hamlets Stjerne spiller fra 28. februar til 17. marts 2024. Thaliasalen (indendørsscene). Kronborg
Varighed: 80 minutter uden pause


Medvirkende: Ken Vedsegaard, Helle Fagralid (Stemme), Peter Pilegaard (Stemme) Instruktør Og Dramatiker: Lars Romann Engel. Scenograf Og Kostumedesigner: Catia Hauberg Engel. Lyddesigner: Daniel Fogh. Lysdesigner: Michael Breiner. Produktionsleder: Viktor Holm Lauridsen. Produktionslederassistent: Joakim Rying Larsen. Scenebygger: Christoffer Pihl. Rekvisitør: Joakim Rying Larsen. Teatermalere: Ferdinand Fleicher Og Lone Pedersen. Maske: Lone Pedersen. Instruktørassistent: Emil Wardeh. Sufflør: Linda Madsen. Konsulent: Lisbeth Jørgsholm/ Hamletacademy. Producent: HamletScenen.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.