Ny original musical

Av min arm!
I Falkonersalens foyer står der et skilt med lige netop det ordsprog. Det samme skilt bliver også brugt på sociale medier som reklame for musicalen. Det skilt siger meget, faktisk siger det skilt det hele. I Matador bliver ordene sagt af Frk. Hollenberg, der i 1939 bliver ansat som barnepige hos familien Varnæs. Men Frk. Hollenberg er ikke med i Matador – The Musical, så ordene bliver aldrig sagt, eller gør de?

Det er en gentagelse af, at mange dengang Matador første gang blev vist, insisterede på, at der var en scene, hvor man så lærer Andersen stå på altanen. Men scenen eksisterer ikke.

Man kan derimod i afsnittet, ”Vi vil fred her til lands”, høre Misse fortælle historien, så vi alle husker det, som om vi har set det.

Sådan er det med rigtig meget af, hvad der foregår på scenen i musicalhyldesten af Matador.

Der er meget og mange, der mangler. Men alle i salen kender Matador, det er en del af, hvem vi er som land og kultur, derfor bliver vi nostalgiske, når vi ser en af de mange scener, vi kender og elsker. Men det er røgslør og teatermagi, og fordybelsen mangler. Hvor manuskriptet og produktionen dengang fejlfrit navigerede rundt med dramaturgisk sikkerhed, er publikum denne gang efterladt til sit eget forhåndskendskab til, hvad andre allerede har skabt.

Det er ikke nogen nem opgave at koge 24 afsnit ned til ca. to timers musical med plads til ca. 18 sange. Derfor har Anders Thomas Jensen og Susanne Bier, med Lise Nørgaards velsignelse taget en kæmpe saks med ind til klippebordet og klippet den hellige gral i stykker, indtil de er kommet ud på den anden side med de to vigtigste historier.

Det er selvfølgelig historien om Mads Skjern, der kommer til byen som symbol på det uundgåelige fremskridt og Romeo og Julie historien mellem Kristen Skjern og Elisabeth Friis.

Hvis en karakter ikke har en direkte forbindelse til de to plotlinjer, så er de ikke med på scenen i denne version af Matador.

Mads Skjern kommer til byen med sin søn Daniel, og så er startskuddet gået til en rejse i hæsblæsende tempo, som på mange måder føles som en greatest hits koncert med dit yndlingsband, der har lavet 24 plader. Vi får det vi gerne vil have, men hvorfor mangler den der, og hvorfor får vi ikke den med osv.

Det er som om, at nogen har beskæftiget sig for meget med, om det overhovedet kan lade sig gøre, og så har de glemt at spørge sig selv, om det er noget man i det hele taget burde.

Jeg går i seng
Man skulle ikke tro, at det var muligt, men det lykkedes mig at finde en person, der aldrig har set Matador, og netop derfor var der en glimrende og oplagt mulighed for at undersøge, om det, der foregik på scenen, gav mening, hvis man ikke på forhånd vidste, hvad man skulle opleve.

Det gjorde det ikke.

Tempoet var for højt, navne bliver nævnt som en vigtig del af fremdriften, men forklaringen på, hvem denne eller disse personer er, bliver taget for givet. Tidslinjen opleves fragmenteret, og man føler hele tiden, at der er en fest lige foran en, som man ikke helt er inviteret med til, medmindre man allerede har været til festen en gang før.

Hans Christian! Hun er kun halvfems!
Der, hvor denne udgave af Matador, trods sine åbenlyse mangler, lykkes er ved valget af de medvirkende.

Nikolai Jørgensen er et glimrende valg til et alternativt bud på Mads Skjern. Der er ikke meget tid til at skabe et troværdigt billede af så kompleks en person, men det lykkes til dels. Til forpremieren er Nikolai Jørgensen kommet til skade, og er tvunget til at spille premieren dagen efter med en krykke og uden kostumeskift. Men det, der lyder som et illusionsbrud, ender med at være en kæmpe fordel. Både fordi det lykkes Nikolai at bruge krykken humoristisk, i hvad der kunne have endt i en duel mod Fru Fernando Møhge, men nok mest fordi der pludselig er kommet et nyt bud på en karakter i stedet for en gentagelse.

Lea Thiim Harder er en fantastisk Ingeborg, der har fødderne solidt plantet i sin egen identitet. Lea kan synge menukortet fra Burger King højt, og det kommer stadig til at lyde som den mest fantastiske kærlighedserklæring. Det er imponerende og i dette tilfælde nødvendigt, når sangene nu er så langt fra tidsperioden og Korsbæk, som det overhovedet er muligt. Mere om det senere.

Lea Thiim Harder har fundet nøglen til, hvordan replikker kan siges, så det aldrig bliver stift, dikteret, eller på anden måde uvedkommende. Selv de mindste ord får tyngde og betydning.

Der kan ikke gå længe, før London eller New York stjæler dette talent. Det håber jeg naturligvis ikke sker, for publikums skyld altså, for musicalscenen her i landet kommer til at mangle hende.

Marie Dalsgaard er forestillingens helt store stjerne. Hendes portræt af Maude er ikke bare en perfekt gengivelse, men en hyldest til det arbejde Malene Schwartz gjorde dengang, der har gjort Maude Varnæs til et ikon på godt og ondt. Den krumme ryg, kropsforskrækkelsen og replikførelsen er fremragende.

Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaard giver den fuld gas som Fru Fernando Møhge og Misse Møhge. De har helt sikkert fået lidt frier tøjler og fungerer glimrende som det komiske element, men en enkelt scene, hvor moren skriver et brev til sin datter, falder helt ved siden af resten af forestillingen, og pludselig er vi blevet inviteret til revy. Modigt at gøre forsøget, men forstyrrende for den valgte retning.

Gordon Kennedy gør, hvad han kan, med de små bider han har fået i rollen som grisehandleren, men bliver overskygget af hunden Kvik, spillet af henholdsvis Linja eller Santolina, for den skal vi da have med.

Line Krogholm ses i rollen som Katrine Larsen, men er udelukkende med, så Daniel kan få sin hest. Ellers er Katrine, som ellers er den stærkeste karakter i hele Matador, reduceret til statist.

Men i det mindste er hun da med. Jeg leder stadig efter Agnes, Røde, Vicki, Herbert, Jørgen, Fede, Ulla, Hr. Schwann, Violet, tjener Olsen, Inger og utilgiveligt Doktor Hansen.

Forfatterne og Søren Torpegaard Lund er lykkedes med at gøre den skrøbelige Daniel til andet og mere end en sidehistorie. Med sangen – En dreng som mig – må forestillingen lave en kunstpause for at give plads til klapsalverne, der ikke kan eller vil stoppe. Et højdepunkt og budskab, der stadig er lige så vigtigt og aktuelt.

Carsten Svendsen og Annette Heick gør hvad de kan for at vise os, hvor meget Elisabeth Friis og Kristen Skjern skal igennem, men her er det ikke lykkedes de musikansvarlige at skabe et billede af den umulige kærlighed.

Lise Cabble og Burhan G har skrevet sangene til musicalversionen af Matador, men de har glemt alt om tidsperioden, handlingen udspiller sig i, og med popmusikkens ordgentagelser, skal vi også gentagende pines og plages. Med sangen – Dine øjne blænder mig – som er det første møde mellem Elisabeth og Kristen, må publikum erkende, at selv om dette er en musical, så er det ikke musikken man skal købe billet til.

Men med den førnævnte – En dreng som mig – og – Med Gud i ryggen – er der da også flotte og smukke ting at opleve på musikfronten.

Jamen, Hans Christian, så gør dog noget
Danserne, der også går rundt på scenen som borgere i Korsbæk, er vanvittigt dygtige, det samme kan siges om koreograf Anja Gaardbo og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen. Men her er hele essensen af Matador også blevet smidt over skulderen, til fordel for et tema og tempo, der mere minder om en musical om Berlin, godt nok i samme tidsperiode, men meget langt væk fra Korsbæk og det liv, der portrætteres her.

Scenograf og videodesigner Benjamin la Cour er lykkedes med at skabe en scenografi, der med hjælp af videografiske projektioner kan få den forholdsvise lille scene til at rumme alle de nødvendige stuer, huse, bygninger og steder i Korsbæk. Det hele er omkranset af blade, der skal vise, hvordan tiderne skifter. Både symbolsk og fysisk ved sine farve og lysskift. Det er både flot og godt tænkt.

Der er allerede solgt 85.000 billetter, og jeg er sikker på, at hvis man håber på et nostalgisk tilbageblik, så får man, hvad man gerne vil have. Men fordybelse, musikalsk fornyelse og et bud på, hvad fortællingen kan og vil os i nutiden udebliver næsten totalt.

Der må og skal du finde den originale Matador frem.

Jeg mener, at forestillingen er tæt på to stjerner, men Lea Thiim Harder, Marie Dalsgaard og Søren Torpegaard Lund sørger for den tredje stjerne.

MATADOR spiller fra 15. februar til 13. april. Falkoner Salen, København.
17. april til 28. april. Musikteatret Holstebro. 01. maj til 12 maj. Vejle Musikteater. Varighed: 2 timer 35 min, inkl. pause.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Lea Thiim Harder, Annette Heick, Carsten Svendsen, Jon Lange, Marie Dalsgaard, Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard, Gordon Kennedy, Line Krogholm, René Wormark, Nanna Rossen, Søren Torpegaard, Alberte Kyst, Viola Fur Dahl, Naya Braastrup Dannefeldt, Smilla Løkke Borg, Carl Løber Roliggaard Kamma Gwen Lind, Elias Norman Lassenius Kramp, William Kruhøffer-Kotsis, Kamma Gwen Lind, Naya Braastrup Dannefeldt, Anker Johan Aagaard Hartmann, Arthur Gomard, Joakim Tranberg, Thomas Bang, Regitze Desirée Glenthøj, Jacob Ditlev, Mathilde Zeuner, Marie Mourir og Rikke Bendsen. Originalt Manuskript: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. Musik: Lise Cabble og Burhan G. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Koreograf: Anja Gaardbo. Scenograf: Benjamin la Cour. Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen. Kapelmester: Joakim Pedersen og Mikkel Gomard. Producent: Rikke Lange. Executive Producers: Susanne Bier og Jesper Winge Leisner.