En genrefilm, der næsten lykkes
I den nye danske thriller Paranoia, møder vi den unge Lulu (Zoe Bryan Hertz), der er en rigtig gymnasiepige. Hun befinder sig i den mest tumultariske periode af sit liv, og er både stresset over skolen og overvældet over alle de afgørende valg hun står overfor. Det kommer ikke overraskende til udtryk i en selvmodsigende adfærd, der tidligt i filmen kulminerer til en fest, hvor hun må på hospitalet efter at have drukket for meget. Efter denne nærdødsoplevelse vender hun dog ikke alene tilbage. Med på slæb har hun en et spøgelse fra en pige, der befinder sig i limbo mellem liv og død, og det var ikke ligefrem, hvad Lulu havde brug for oveni alle gymnasieproblemerne. Så da hun møder Mads (August Issac Carter), der også har en lignende forbindelse til det overnaturlige, begiver de sig ud på en rejse for at finde sandheden mellem himmel og jord.
Det er altid spændende, når danske filmskabere kaster sig ud i genrefilmen. Den overnaturlige thriller fylder ikke ligefrem i dansk films biografkatalog, og instruktør Kari Vidø slipper da rimelig godt afsted med at leve op til genrekonventionerne. Jump-scares, lydeffekterne, stadigt mere virkelighedsfjerne hovedkarakterer, de afvisende blikke fra omverdenen, og ikke mindst konfrontationen med metafysiske væsner, er alle til stede her. Ikke i nogen vild og overdådig indpakning, men kompetent og veludført i de små mængder et dansk filmbudget tillader.
Produktionsomkostninger står i vejen
For det er ikke nogen amerikansk thriller, men en dansk, og det betyder, at der bare ikke er de samme penge til at ødsle væk på et hav af effekter, drømmesekvenser eller tønder med teaterblod. Det efterlader en enorm stor del af byrden på de to unge skuespillere, Zoe Bryan Hertz og August Issac Carter, som i lange passager skal bære filmen, der fokuserer på dialogen i stedet for effekterne. Ikke et ondt ord om de to, fordi de gør det såmænd meget godt, med det materiale de har at arbejde med, men det er her, hvor historien står svagest.
Der er ikke meget kød på de to unge menneskers karakterer, udover klichéerne, der til gengæld står i kø. Her ender fortællingen med at handle om Danmarks blakkede fortid med brugen af det hvide snit, og det er måske et interessant tema at hive frem, men ikke nok til at bære en gyser, der sælger sig selv på konfrontationen mellem mennesker og dæmoner.
Paranoia ender derfor med at være en temmelig tilforladelig dansk gyser. Den læner sig op ad de noget dyre amerikanske produktioner, både i æstetikken, fortællesproget og karakteriseringen, men får aldrig rigtig fusioneret det ærkeamerikanske genrekoncept med de danske produktionsforhold. Det er altid rart at se nye ansigter på dansk film, men der bliver aldrig plads til at efterlade det helt store indtryk
