Miyazaki som man kender ham

Den legendariske filmskaber Hayao Miyazaki er tilbage med sin seneste og måske også sidste animationsfilm, i form af Drengen og hejren. Inspireret af Miyazakis egen barndom under 2. verdenskrig, hvor han måtte flygte fra Tokyo, møder vi i filmen drengen Mahito, der efter sin mors død rejser væk fra storbyen. Her møder han en mystisk hejre, der tager ham med ind i et magisk tårn og fører ham ind i en anden verden.

Som det altid har været tilfældet med Miyazakis tidligere film, hvad end det er Chihiro og heksene, Min Nabo Totoro eller Det levende slot, gør han brug af magisk realisme til at bearbejde både store traumer og den evige forundring hos unge mennesker. Så selvom tårnet måske fører til virkelighedsfjerne og billedskønne oplevelser, er det altid stærke menneskelige følelser, der forbliver drivkraften i historien. Denne gang er det Mahitos sorg, ensomhed og længsel efter sin mor, der danner fundamentet for Mahitos dannelsesrejse, eller det skulle man måske tro.

En ufokuseret billedskøn collage
For selvom fundamentet på papiret er solidt, spiller det ikke helt på samme måde denne gang. Der er lange passager, hvor vi nærmest hopper fra den ene billedskønne passage til den anden, uden nogen klar konflikt eller fremdrift i historien. Nogle temaer og budskaber bliver gentaget i et væk, mens de store valg nærmest bliver forløst, inden de overhovedet bliver truffet. Så man kan godt både se og mærke, at det er en film, der virkelig har trukket tænder ud hos den nu 83-årige filmskaber, der oprindeligt havde håbet på at have filmen færdig i 2020.

Men selvom Drengen og hejren ikke er Miyazakis bedste film, rummer den stadig alle de kendetegn, der gør hans film så idiosynkratiske og elsket af mange. Hvor andre japanske filmskabere, som eksempelvis Makoto Shinkai, i de senere år har formået at finde nye måder at udtrykke sig emotionelt gennem animation, med film som Weathering with You og Your Name. Film, der tør have en mere oprigtig og dybtfølt tilgang til magisk realisme, uden at skjule sig bag langtrukne montager og farverige sidespring. Til forskel for dem er alt ved det gamle i Drengen og hejren. Det er måske meget passende for en mand, der tidligere har truet med at gå på pension, men som det (måske) sidste værk fra en legendarisk kunstner, efterlader filmen stadig en med en noget skuffende fornemmelse.