Repremiere på prisbelønnet iscenesættelse af Samuel Becketts store klassiker
Vi er jo uegnede til at tie stille
Det kunne være hvor som helst og når som helst. Det kunne også være ingen steder på intet tidspunkt, men det er på Teatret ved Sorte Hest, og her venter de igen på Godot.
Det gjorde de også i 2020 og i 2022, og når sidste forestilling i 2024 er vel overstået, så er jeg sikker på, at vi alle sammen bliver ved med at vente.
Teaterchef Maria Vinterbergs prisbelønnede iscenesættelse nærmer sig hastigt udsolgt for tredje gang, og det er velfortjent.
Når der er premiere på et teater, er det meget normalt at se andre skuespillere og scenekunstnere i salen. Det var ingen undtagelse her, men der var overvældende flere end der plejer, og det er nok fordi, at når det kommer til teater, ja så bliver det ikke bedre end Samuel Becketts Mens vi venter på Godot. Men også fordi, at det sammensatte hold af medvirkende, sammen med Maria Vinterberg, scenograf Marianne Nilsson og en oversættelse af Klaus Rifbjerg, har arbejdet sig frem til og fundet den teatermagi, som alle, der arbejder med scenekunst, håber på at opleve.
Kommer natten aldrig?
To vagabonder Vladimir og Estragon, også kaldet Didi og Gogo, står og venter på Godot. Det har de gjort længe, måske gør de det endnu. Mens de venter, omslutter håbløsheden dem. Når alt virker mest meningsløst, har mennesket det med at lede efter forklaringer på ting, der ikke kan forklares. Didi og Gogo får selskab af Pozzo og hans tjener Lucky, men det fodrer kun galskaben og endnu engang begynder tankerne at slå revner.
Mens vi venter på Godot er som at se på et abstrakt maleri. Alle ser og oplever, hvad der har betydning for dem selv. Siden forestillingen første gang blev opført i 1953, er teksten blevet kædet sammen med politik, psykologi, religion, filosofi, og sådan kan man blive ved.
Samuel Beckett har skabt et mesterværk med en evne til at blive ved med at gøre sig gældende i enhver tidsalder. Det er og bliver en af de største absurde klassikere.
Han kan ikke tænke uden sin hat
Mads Ville og Nicolas Bro har givet Didi og Gogo rollerne som filosoferende løvetæmmer og guldfisk. Det er en umulig arbejdsfordeling, men det virker, og man tøver ikke et øjeblik med at identificere sig med dem begge, selv om det er svært at forklare hvorfor.
Steen Stig Lommer har givet Pozzo alt det, vi som mennesker håber på, at ingen tænker om os. Karakteren er et pjok forklædt som ulv. Lue Støvelbæk har måske ikke så meget at lave som Lucky, men da Lucky først får lov til at tænke, ja så kommer der en gave af en monolog.
Scenografien er minimalistisk med en lang lige landevej og en enkelt sølle kvist, men det er nødvendigt. Der er ikke plads til mere her end ord.
Der kan ikke gå mange sekunder, før hele forestillingen er udsolgt. Men hvem ved, måske er det ikke sidste gang. Det kan vi stå og tale mere om, mens vi venter på Godot.
MENS VI VENTER PÅ GODOT spiller fra 27. januar til 16. marts 2024.
På Teatret ved Sorte Hest.
Varigheden er ca. 2 timer og 45 min. – inkl. pause
Medvirkende: Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer, Lue Støvelbæk, Olga Matthiesen. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenograf: Marianne Nilsson. Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen. Skræddersal: Mikael Jensen. Dramatiker: Samuel Beckett. Oversættelse: Klaus Rifbjerg.
