En kompromisløs hyldest til det gode liv
Pot-au-feu: Vejen til hjertet er en film om den franske madelsker Dodin Bouffant (Benoît Magimel), bedre kendt som en gourmet. Vi møder ham i 1885, og får historien om den spirende romance mellem ham og hans kok Eugénie Brazier (Juliette Binoche).
Fortalt i et så afmålt, ja faktisk helt igennem langsommeligt tempo, at langt størstedelen af publikum helt naturligt bliver sivet fra, bliver der værnet om de øjeblikke i tilværelsen, der gør livet værd at leve. Ikke overraskende centrerer en film som denne naturligvis om mad.
Filmen markedsføres måske som et portræt af to af virkelighedens madelskere, men det store drama udebliver. Dodin og Eugénie lever det ideelle liv, som vi alle går og drømmer om, hvor de får lov til at udleves deres inderligste passion og dyrke den til perfektion.
Tilværelsens madlavning
Stemningen er hvad der reelt blive portrætteret. En atmosfærisk skildring af romantik, sanselighed og madlavning. Med et øje for de helt små detaljer, og altid solrige billeder af det franske landskab, krydret med det rustikke køkken, hvor det tager en halv dag at tilberede maden, kan man nærmest dufte og smage maden, når den bliver præsenteret. Det er filmens egentlige hovedattraktion.
Hvad angår det menneskelige drama, og det er der stadig noget af, for alt er ikke en erotisk skildring af madlavning, så forbliver det i det helt små. Ligesom filmen er besat af Eugénie og Dodins madlavning, er det også deres forhold, der udgør det interpersonelle drama. Et forhold, der er præget af en enorm passion, men også uforløst kærlighed da de aldrig har taget skridtet videre og er blevet fuldblodselskere.
Mere mad end menneskelighed
Juliette Binoche og Benoît Magimel spiller det bedste, de har lært, men selvom man måske har sympati med deres lidenskab, blomstrer det store drama aldrig frem. Deres liv er simpelthen for privilegeret og let, og når man så kombinerer det med det sjælfulde og til tider næsten søvndyssende fortælletempo, skal man altså ikke gå i biografen med de store forhåbninger om en ny Chocolat.
Pot-au-feu: Vejen til hjertet er en hyldest ikke bare til mad, men også til det ideelle liv. Maden symboliserer den helt store mening med tilværelsen, og er både en kilde til sorg, glæde og de nærmeste relationer. Er man foodie, vil man helt sikkert kunne blive lækkersulten af alle de mange retter, der bliver kælet for ikke bare i historien, men også i historiefortællingen.
Falder man dog udenfor dette segment, er der til gengæld ikke meget at blive betaget af. De to skuespillere gør hvad de kan, for at få deres karakterer til at fremstå som mennesker, men det er op ad bakke, når selv manuskriptet virker uinteresseret i deres raison d’etre og eksistensberettigelse.
I bedste fald kan du blive inspireret til at selv at svinge panderne i køkkenet og nyde livet gennem madlavning, men nogen hjertevarm biografoplevelse for alle os andre bliver den aldrig.
