Kunsten at sætte ord på depressionens mørke væsen

Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne
Tre kvinder i tre forskellige tider med tre forskellige liv i løbet af én dag. Det er handlingen i Michael Cunninghams prisbelønnede roman Timerne fra 1998. Tilfældigheder, ligheder, ord, savn, tanker og tungsind går igen, mens de alle leder efter et lys i et liv, der ikke går efter planen. Forestillingen udforsker kompleksiteten i vores valg, især de valg vi ikke selv føler, vi har besluttet skulle være en del af og fylde så meget i vores eksistens.

Den norske instruktør Eline Arbo er kunstnerisk leder af Internationaal Theater Amsterdam (ITA), og tilbage i 2021 var hendes første iscenesættelse der netop Timerne. Den forestilling har hun nu genskabt i skuespilhuset med to af Danmarks tungeste skyts, når det kommer til kvindelige skuespillere.

Sofie Gråbøl og Karen-Lise Mynster får selskab af Josephine Park, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani. Olaf Johannessen spiller forfatteren Richard Brown, der både er den alvidende fortæller, men også midtpunktet og limen i den dramaturgiske opsætning.

Der er ingen tvivl om, at alle medvirkende på scenen yder en præstation i særklasse, men det er især Olaf Johannessen, der løber med opmærksomheden i de to scener, hvor han får besøg, men ikke kan kende forskel på datid, nutid og fremtid. Det er på samme tid smukt og livsbekræftende, men også tragisk og hjerteskærende.

Josephine Park er som Laura den der gennemgår de største udsving. Det ene øjeblik er hun indelukket og utilgængelig, for i næste sekund at eksplodere i afmagt, for så at vende tilbage til skylden og længslen. En alt andet en lineær rejse og præstation på en scene, der i forvejen ikke tager den nemme vej, der går ligeud.

Foto: Camilla Winther

Den er vild, jeg tror gerne den vil dø udenfor
Pascal Leboucq har lavet en scenografi, der gør det muligt at se, mærke og observere alle tre liv på samme tid. Farven gul fremkalder optimisme og lykke, men denne lyse okkerfarve, som alt på scenen har, signalerer stilstand, hvilket er en kontrapunktisk følelse, da hele scenen er i næsten evig bevægelse på en gigantisk drejeskive.

Denne, næsten konstante, bevægelse stresser publikum selv i de øjeblikke, hvor handlingen er næsten stillestående. En symbolik, der viser os, at timerne går, om vi kan følge med eller ej.

For at give publikum en chance for at få pusten, er der et par musikalske frikvarter, der bidrager godt og giver en anden indgang til de følelser, der til tider er så svære at sætte ord på.

Det er desværre bare umuligt ikke at lade tankerne vandre på de udvalgte sange og deres plads i verden udenfor skuespilhuset og uden for forestillingen.

Valget af Fever Ray´s – If I Had a Heart – skaber den perfekte dystre og ildevarslende stemning, men da samme nummer er blevet brugt som titeltema i Michael Hirsts HBO-tv-serie Vikings, som mange kender herhjemme for de danske skuespilleres medvirken, ja så vandrer tankerne ufrivilligt og unødvendigt. Der er meget andet musik at vælge, der havde været lige så godt, hvis ikke bedre.

Foto: Camilla Winther

En nødvendig aften i teatret
Der er en grund til, at Det Kongelige Teater har valgt at sætte information op om, hvad man skal gøre, og hvordan man kontakter Livslinen, hvis man kender en, eller hvis man selv har selvmordstanker.

Denne forestilling er ej blot til lyst, men undersøger et ofte uforklarligt mørke i menneskers sind. Det var derfor heller ikke en overraskelse, at publikum blev siddende, da forestillingen var slut.

Det er ikke unormalt, at publikum rejser sig og giver et stående bifald som et ekstra tegn på begejstring over en vellykket forestilling. Der er ikke nogen tvivl om, at dette er en vellykket forestilling, men publikum var hypnotiseret ind i et univers, der ikke lagde op til store armbevægelser. Der var også usædvanligt stille i foyeren efterfølgende, men det må og skal ses som en kunstnerisk sejr.

Forestillingen Timerne er en langsom stille ild, der tager til som minutterne går, indtil mørket må give efter og sørgmodighedens fængsel slipper os fri. Det er umuligt at anbefale Timerne som en underholdende aften i teatret. Det er en nødvendig aften i teatret, der kræver din uforbeholdne opmærksomhed, og ingen kan påstå, at timerne er spildt.

Foto: Camilla Winther

Timerne spiller fra 13. januar til 23. februar 2024. Skuespilhuset. Store Scene.
Varigheden er ca. 1. time og 50. minutter. Uden pause.

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Josephine Park, Sofie Gråbøl, Olaf Johannessen, Marie Bach Hansen, Mads Rømer Brolin-Tani. Iscenesættelse: Eline Arbo. Assisterende instruktør: Daniël ’t Hoen. Lyddesign og komposition: Thijs van Vuure. Scenografi: Pascal Leboucq. Kostumedesign: Wojciech Dziedzic. Lysdesign: Varja Klosse. Dramaturgi: Bart Van den Eynde. Oversættelse: Birthe Lundsgaard. Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaij og Bart Van den Eynde.