30 år senere eksisterer fortællelysten stadig
Næsten 30 år efter sin debut, vender Ole Bornedal tilbage til det samme univers med sin efterfølger til thriller-klassikeren Nattevagten. Bornedals første spillefilm var præget af en blanding af gys og komik, sammen med en ungdommelig energi og fortællelyst, som det er spændende at se om han kan kopiere med den nye, Nattevagten – Dæmoner går i arv.
I filmen har nattevagten fra første film, Martin (Nikolaj Coster-Waldau), fået en datter, Emma (Fanny Bornedal), som i sin iver efter at få sin fars angst over de handlinger, der skete for 30 år siden, til livs, tager selvsamme job som sin far havde – nattevagt på retsmedicinsk afdeling. På sit nye arbejde finder hun ud af, at morderen fra første film, Wörmer (Ulf Pilgaard) stadig lever og er indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun beslutter sig for at besøge ham for at hjælpe sin far med at komme videre, men ender i stedet uforvarende med at få igangsat en ny række mord, som trækker trådetilbage til mordene for 30 år siden.
Det ungdommelige synspunkt
Klogelig har Bornedal valgt at holde fokusset på ungdommen som drivkraften i filmen, ligesom det var i den originale. Så selvom Coster-Waldau, Pilgaard og endda også Kim Bodnia (i rollen som Martins ven Jens) gentager deres roller fra 1’eren, så har Bornedal hevet nogle af de største unge danske skuespilstalenter ind til at trække læsset – med Bornedals egen datter Fanny i spidsen.
Nattevagten 2 har måske ikke samme ungdommelige fandenivoldskhed som 1’eren, men fastholdelsen af fokusset på ungdommelige temaer holder den interessant og relevant – ligesom 1’eren var i 90’erne
Man fornemmer, at Bornedals fortællelyst fra 1’eren består. Efterfølgeren er lidt mere poleret end den første, men den er flot iscenesat og interessen over projektet lyser ud af den. Nattevagten 2 fastholder også 1’erens fine tilgang til både gys og komik, uden at være en parodi/satire eller fyldt med jump scares – og måske heller aldrig lårklaskende sjov eller neglebidende uhyggelig.
Underholdende, men ikke for alvor spændende
Man er altså investeret, fastholdt og underholdt igennem hele filmen samtidig med, at det er en fornøjelse at se den gamle rollebesætning falde naturligt tilbage i rollerne. Også de nye unge skuespillere gør det godt, især Fanny Bornedal, der fint rammer samme ungdommelige naivitet som Martin havde i 1’eren.
Med det sagt, så bliver mordplottet dog aldrig for alvor rigtig spændende, og morderen er faktisk heller ikke den store overraskelse. Samtidig føles slutningen en smule forhastet, og bliver aldrig særligt nervepirrende, men det mener jeg faktisk også, at man kan sige om 1’eren. På trods af dette, så har Bornedal leveret en seværdig efterfølger til Nattevagten, hvor fortællelysten
stadig sprudler.
