Familievenlige Wonka
Der er ingen tvivl om, at Wonka er en rigtig feel-good film. Det kommer nok ikke som den største overraskelse for dem, der allerede har stiftet bekendtskab med instruktør Paul Kings forrige film, Paddington og Paddington 2, der er højtelsket over hele verden, for deres smittende musikalske livsglæde.
Nu handler det dog ikke om en talende bjørn, men turen er i stedet kommet til Roald Dahls klassiske fortælling om den gale slikfabrikant, Willy Wonka. Fra start står det dog klart, at det ikke er Willy, som vi kender ham. Han har endnu ikke skabt et chokoladeimperium, men er blot en ung knægt fuld af drømme, da vi møder ham i form af Timothée Chalamet.
Den unge Willy Wonka er rejst til storbyen for at lave sin egen slikbutik, men han bliver hurtigt ramt af den brutale virkelighed, hvor byens chokoladekartel, vil gøre hvad som helst, for at fastholde deres monopol.
For unge som gamle
Lad mig bare med det samme slå fast, at Wonka kommer til at underholde hele familien, ung som gammel. Der er et hav af positive musicalnumre, Willy Wonka og hans slæng er godhjertede mennesker, der har haft det hårdt, men som man ved, nok skal lykkes i sidste ende, mens skurkene er så karikeret og fjollet, at man ikke på noget tidspunkt er rigtig bange. Det er så hyggeligt som det overhovedet kan være, mens man bare venter på at se retfærdigheden ske fyldest i dramaet.
Den største ulempe er dog, paradoksalt nok, at filmen er baseret på bogen Charlie og chokoladefabrikken, for udover ikonografien og de enorme mængde chokolade, er der ikke rigtig de helt store forbindelser mellem de to. Willy Wonka er fx aldrig virkelig skør eller gakket. Der er intet tosset over manden, når Timothée Chalamet spiller ham, selvom han gør forsøget ved at overgestikulere og skrue op og ned for talekadancen, men skør fremstår han aldrig. Wonka selv er derimod mere en optimistisk ung mand, der stadig sørger over tabet af sin mor, og som tilfældigvis er meget glad for chokolade, hvorfor han som en opdagelsesrejsende har rejst verden rundt for at finde nye chokoladeblandinger.
Manuskriptet virker mest som en heist-film, hvor de kriminelle er blevet udskiftet med chokoladefabrikanter. Det er ikke noget, der forhindrer en i at blive i godt humør, men det er ærgerligt, når nu man har så farverigt et forelæg, at det for det meste kommer til udtryk i æstetikken og ikke så meget andet.
Wonka er dog som en helhed en fornøjelse at se. Mellem de mange sange, bliver man helt sliksulten af alle de søde sager, og man skal været lavet af sten, hvis ikke man ender med at holde bare lidt af Noodles, som man virkelig ønsker det bedste efter en hård opvækst. Det er måske ikke jordens mest innovative og tro Roald Dahl fortolkning, men som en spirituel efterfølger til de højtelskede Paddington-film, er det en både acceptabel og opløftende afvigelse. Det er en familiefilm med stort hjerte, så kanterne er skåret af, men til gengæld får du en film, som alle kan blive i godt humør af.
