Den smukke side af filmmediet
Som en slags spirituel efterfølger til Hushpuppy, der fulgte en fattig 6-åriges magiske perspektiv, møder vi i Georgies verden i stedet den 12-årige Georgie i England. Hun bor alene efter hendes mor er gået bort, og har lige siden levet i sin helt egen verden. Udadtil ser det måske ud som om, at hun stjæler cykler sammen med sin ven Ali for at tjene til dagen og vejen, men fra hendes perspektiv får alt et magisk udtryk. Som ethvert barn er hendes fantasi sprællevende, og alt får et magisk skær, hvad end det er edderkopperne i lejligheden, der har fået tildelt navne og personligheder, eller den opfindsomme måde hun har bildt socialarbejderne ind, at hun bor hos sin onkel, der slet ikke findes.
Flugten fra virkeligheden kan dog ikke vare ved, og banker bogstaveligt talt på døren en dag, da hendes flygtige far, som hun aldrig har mødt, en dag hopper over hegnet i baghaven. Pludselig kolliderer virkelighed og fantasi, og det er ikke altid lige let at håndtere, når man bare er 12 år.
Samspillet mellem Lola Campbell og Harris Dickinson er en fornøjelse
Det er modigt af Charlotte Regan at centrere ikke bare historien, men også hele det visuelle sprog omkring den unge skuespiller Lola Campbell, men det virker. Lola Campbell rummer en næsten dokumentarisk autenticitet i sin præstation, og man ikke bare tror på hende i rollen, men holder med det samme af Georgie. Selv når hun opfører sig mindre pænt ved at låse sin far ude af lejligheden eller stjæle cykler i et væk, er sympatien umindsket, fordi hun er så charmerende i al sin barnlige uskyld.
Overfor hende finder vi til gengæld noget af et britisk stjerneskud i Harris Dickinson som hendes rodløse far Jason. Dickinson har hen over de seneste år spillet alt fra blåøjet helt i The King’s Man, den ulykkelige Carl i Triangle of Sadness, til en ulv i fåreklæder i Hvor flodkrebsene synger. Nu fortsætter han så stilen i rollen som Jason, der slet ikke er klar til at påtage sig faderansvaret.
Der går heller ikke længe fra vi bliver introduceret til ham, før det er tydeligt for enhver, at han er mindst lige så barnlig som sin datter, hvis ikke mere, og man behøver ikke lange ekspositioner for at forstå, hvorfor moderen ikke ville have noget at gøre med en fyr, der har tilbragt de sidste år på Ibiza og har afbleget hår som Eminem. Men ligesom med Campbell lykkes det for Dickinson at skabe en forståelse hos publikum for hans perspektiv, og man kan mærke den usikre lille dreng, der gerne vil være en god far, men slet ikke er moden nok til at forholde sig til sin egne følelser endnu.
En film som Georgies verden burde være pensum for alle, der gerne vil vide, hvorfor nogen af os stadig elsker film. Det er så let at glemme, når filmindustrien gennem de seneste mange år har været besat af superhelte og stadigt større masseødelæggelser, men den helt lille historie kommer virkelig til sin ret, når den bliver portrætteret med så meget medmenneskelighed, som det er tilfældet i Charlotte Regans instruktørdebut. For der er ikke noget smukkere ved dette medie, end når de magtesløse kommer til orde, som det er tilfældet her. Ikke gennem en propagandistisk fortælling, fuld af moralisering, men gennem mødet med skæbner, som i al deres enkelthed beviser, at de også har ret til at være her. Og så skader det heller ikke, at Lola Campbell og Harris Dickinson er eminente sammen.
