Den gode historie drukner i ubeslutsomhed
Synkefri har måske et plot, der rummer en større skandale om embedssvigt og mørklægning af myndighederne, men det er bare ikke det, der er i centrum. I stedet er det, det lille personlige drama, som får lov til at stå frem i rampelyset.
Det interpersonelle kammerspil udspiller sig for 40 år siden, da en påstået synkefri redningsbåd på en aktion i Hirtshals alligevel ender med at synke grundet det stormfulde vejr. Forklaringen fra myndighederne er, at det var besætningen, der selv forsagede kuldsejlingen. Den køber styrmandens søn dog ikke, og derfor begiver han sig for at opklare, hvad der virkelig skete, alt imens hans mor kæmper med sorgen, og byen mest af alt, bare vil lægge det hele bag sig.
Autentisk og ærlig
Persongalleriet er filmens største force. Indbyggerne er unægteligt menneskelig, i al deres smålighed og snævertsynethed, hvor de ikke kan se ud over deres egen navle. Det er dog alle disse karakterbrister, der gør dem genkendelige, og man forstår dem alle på et helt intuitivt medmenneskeligt niveau.
Det er fx hårdt at følge Henrik, sønnen af den afdøde styrmand, der hverken bliver mødt af medlidenhed, ej heller forsøg på forståelse. Man har virkelig ondt af den unge mand, der bliver overladt til sig selv, og samtidig må tage til takke med at være boksepude for alle andres problemer. Alle vil hellere lukke de ubehagelige sandheder ned, i stedet for at forholde sig til problemerne, hvad end det er hans mor eller indbyggerne i Hirtshals.
En ufokuseret oplevelse
Instruktør Christian Andersen har en fortid i Hirtshals, men det er i hvert fald ikke fordi, at kærligheden til byen strømmer ud af lærred. Lokalbefolkningen bliver ikke ligefrem portrætteret særligt positivt, med al deres småbysmentalitet, hvor det for alt i verden er vigtigere bare at komme videre, end at tage ved lære af deres fejl. Historien udspiller sig godt nok 40 år tilbage i tiden, men der bliver stadig ikke holdt særlig meget tilbage af den grund. Når man så kombinerer det med Henriks desperate bestræbelser på at rense sin fars navn, der er så afsondret, at han må tage til takke med en opportunistisk journalist, er det ikke svært som seer at mærke den medfølelse, som den unge mand så inderligt hungrer efter.
Synkefri er en måske lidt for ambitiøs film. Den vil både være et portræt af småbysmentalitet, skildre sorgen efter tab, det mudrede forhold med dem, man er i familie med, samtidig med, at den også omhandler en større statslig skandale fuld af mørklægning, inkompetence og løgne. Hver og en af disse aspekter kunne danne grundlag for en tankevækkende film, men når det hele skal afdækkes i løbet af små 100 minutter, forbliver det meste lidt for overfladisk. Fx kæmper både mor og søn en kamp som to sidestillede hovedkarakterer, men som manuskriptet udvikler sig, havde det nok været bedre for dem begge, hvis der havde været et mere entydigt fokus på sønnen, der også viser sig at have den stærkeste fortælling blandt mange i filmen.
Der er aldrig tale om nogen dårlig film, bare en konsekvent ærgrelse over, at alle de gode takter undervejs, drukner i en støj af ubeslutsomhed.
