Ridley Scott og Joaquin Phoenix vækker Napoleon til live
Den mest produktive pensionist, som man meget kærligt kan kalde den 85-årige instruktør Ridley Scott, er tilbage i biograferne med den episke fortælling om Napoleon Bonaparte. Historien om den ikoniske franske skikkelse, er omgivet af myter og mytisk. Filmen kaster sig derfor ud i at udviske noget af det tryllestøv, i forsøget på at finde frem til mennesket bag den velkendte hat.
Det hele starter tilbage i 1789, med Marie Antoinettes halshugning, der symboliserer den franske revolutions afmontering af monarkiet. Her møder vi en ambitiøs general Napoleon Bonaparate, der ser sit snit til at stige i graderne gennem de næste års mange krige.
En broget militærkarriere og et uharmonisk ægteskab
Vi følger måske ikke Napoleon fra fødsel til døden, men mindre kan også gøre det. Han levede i hvert fald et begivenhedsrigt liv, og den tid vi ser, fra hans tidlige militærkarriere under den franske revolution, til hans erobring af Europa og ikke mindst berømte nederlag ved Waterloo, danner rammen og en livsfortælling, der er alt andet end flatterende, de store militære bedrifter til trods.
For selvom han måske var en stor general i sin tid, ser man også en mand, der er sygeligt besat af sin kone Joséphine, men også enormt selvdestruktiv i hans magtbegærelighed, hvor venner og fjender er konstant under udskiftning. Det var et liv i evig omvæltning. Mit i al kaos finder vi Joaquin Phoenix, der lykkes med at vise Napoleons militære snilde, men også tydeligt ringe evner som folkeforfører. Napoleon er ikke god til andet end at føre krig, og fremstår faktisk heller ikke videre begavet, men heldigvis for ham, passede han til sin samtid. Man sidder nemlig tilbage med indtrykket af, at han nok ikke havde endt som kejser, hvis ikke han var på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Fanget mellem de mange krigstogter befinder Napoleons store besættelse, Joséphine, sig, spillet af Vanessa Kirby. Ligesom det ærlige og ikke særligt flatterende portræt af Napoleon, har hendes karakterisering også fået lov til at være tro mod den tid, hun levede i. Der er ikke så mange postfeministiske enetaler, eller en omskrivning af Joséphines liv, så hun pludselig er mere selvstændig i filmen, end hvad historien vidner om. I stedet får vi lov til se, hvordan hun tilbragte det meste af sit liv i et guld bur, hvor hun måske kunne bryste sig af fornemme titler og velstanden fra sin mand, men uden noget ejerskab over sit eget liv. I den kontekst leverer både Phoenix og Kirby gode præstationer. De formår at gøre deres figurer troværdige, og deres forhold står tilbage som værende både usundt og autentisk.
Episk, men lemfældig
Kammerspillet er fornemt eksekveret, særligt af de to førnævnte hovedroller, men Napoleon er også en episk film i den helt klassiske forstand. Filmen kan ikke bare bryste sig af sin helaftensspillelængde, men også storslået slag, hvor det er let at blive blæst omkuld af de betagende slag. Store kampscener, hvor et utal af mænd og heste bliver spiddet, skudt og dræbt i et væk, er så tryllebindende som de er tragiske. Så selv hvis man ikke interesserer sig særlig meget for det interpersonelle drama, bliver man i hvert fald ikke skuffet over størrelsen på filmen, som helt klart berettiger sin premiere i biografen, før den lander på Apple TV+.
Når alle roserne er nævnt, bliver jeg også nødt til at fremhæve nogle af de mindre positive sider, der følger med, når det er en moderne Ridley Scott produktion. Scott er kendt for at optage sine film hurtigt, og har også på presseturnéen til denne film pralet med, at han på et tidspunkt havde helt op til 11 kameraer kørende på samme tid. Det går hurtigt, men som regel er produktet også meget kompetent, fordi Scott med sin årtier lange karriere har så meget instinktiv erfaring at trække på.
Men det fører også unægtelig til en række små og uovervejede beslutninger. Fx glemmer filmen at introducere os til Napoleons mor, før midtvejs, selvom han inden besættelsen af Joséphine, påstår at gøre alt for at ære sin mor. Kultursammenstødet med de lande, der bliver invaderet, bliver også let sprunget henover, og så er det påfaldende, at alle franskmændene som de eneste ikke taler med deres egen accent, men med en britisk. Det er til trods for, at Napoleons evige fjende er englænderne, der selvsagt taler med samme accent.
Det skaber en unødig dissonans, som et cast af dygtige franske skuespillere helt naturligt kunne have løst, men i det mindste understreger det også Joaquin Phoenix’ rolle som outsider, når han som den eneste taler med sin vanlige amerikanske accent. Intet af dette er rigtig graverende, men de hober sig op og er et irritationsmoment for den opmærksomme seer.
På den måde indkapsles filmen Napoleon egentlig meget godt. Den er episk, storladent, fuld af grove kanter og et endnu mere broget persongalleri, der til trods for sine skønhedsfejl lykkedes med at skabe en helhedsoplevelse, der ikke er så ringe endda. Jeg skal ikke kunne udtale mig om den historiske korrekthed i portrætteringen af Napoleon Bonaparte, men underholdende er det i hvert fald, både som periodedrama, anti-krigsfilm og livsfortælling.
Selve filmproduktionen kan til tider virke en smule skødesløs, og nogle af de nonchalant fejltrin vil nok springe i øjnene for et fåtal, men samtidig må man også erkende, at Ridley Scott og co. er slippet godt fra det, og har skabt en film, hvor man i hvert fald aldrig keder sig, og har noget at snakke om efterfølgende.
