En hyldest til alle lærere
Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, at det at være skolelærer er hårdt. Ikke bare krævende, men faktisk en utaknemmelig profession, hvor man bogstaveligt talt påtager sig ansvaret for fremtidens ungdom, og i bedste fald får en tak på vejen for sin indsats. Denne barske virkelighed har tydeligvis inspireret filmskaberne bag den prisvindende Lærerværelset, der nærmest har sat sig som tankeeksperiment, hvad er det værste, der kan ske for en lærer, uden at vi fuldstændig mister jordforbindelsen?
Den præmis har ført til historien om folkeskolelæreren Carla, spillet af Leonie Benesch, der stadig er i besiddelse af en både empatisk og idealistisk tilgang til undervisningsfaget. Efter en dreng med tyrkiske rødder bliver anklaget for at stjæle, bliver hun så forarget, at hun vil undersøge sagen nærmere. Derfor efterlader hun sin pung, mens hun sætter sin computer til at optage, og til alles overraskelse viser det sig at være sekretæren, der er tyven. Herfra burde sagen være lige til, men det ubehagelige dilemma, ligesom så mange andre i lærerembedet, viser sig at være fuld af uventede konsekvenser.
Jordnær i al sin affektion
Plottet kan måske lede ens tanker i retningen af en bombastisk fortælling, hvor eskaleringen af dramaet ingen ende vil tage, men det er heldigvis ikke tilfældet. Historien forbliver jordnær, og præmissen skaber i stedet grobunden for at udforske de mange perspektiver, man som lærer skal forholde sig til.
Enhver lærers værste mareridt må være at blive angrebet fra alle sider – og det værste er nok, at det er hverdagen for mange af de ansatte på de offentlige institutioner. Det er nemlig ikke kun de ideologiske konflikterne på lærerværelset, hvor divergerende læringsmetoder har svært ved at sameksistere, men også noget så banalt som almindelig, dårlig kemi kan have en effekt på ens mentale helbred. Udover ens kollegaer, er der også den manglende forståelse fra forældrene, der fx dukker for sent op til forældremødet, for derefter at sætte spørgsmålstegn ved lærerens kunnen, i stedet for at anerkende sit barns vanskeligheder. Vi må heller ikke glemme klassen, bestående af vidt forskellige børn, man også på en eller anden måde skal undervise og hjælpe med at skabe et sammenhold, og så er den administrative ledelses generelle ansvarsfralæggelse slet ikke blevet nævnt.
Det er bare nogle af de grupper som Carla må forholde sig til, da hun gør det moralsk rigtige, men ikke nødvendigvis strategisk smarte i forbindelse med tyveriet.
Leonie Benesch repræsenterer alle idealistiske lærer
Ikke overraskende er Leonie Benesch eminent i rollen som Carla. Man sidder og har helt ondt i maven, mens man følger hendes idealistiske og etiske forsøg på at løse alle de helt urimelige problemer, som konstant bliver smidt hendes vej, mens hun kun bliver mødt af modvillighed fra alle sider. Resten af ensemblet er også helt formidable, velvalgte og ikke mindst naturlige i al deres genkendelige adfærdsmønstre, børn som voksne.
Efter at have set Lærerværelset, forstår man godt, hvorfor den vandt hele fem German Film Awards, ved den seneste prisuddeling. Den er på en og samme tid en hyldest til lærererhvervet, men fungerer også som en gyselig advarsel om, hvor skrøbelig en tilværelse de mennesker, der tager sig af dannelsen af vores børn, lever i. En enkelt dårlig håndteret konflikt, misforståelse eller fejltrin, kan hurtigt få det hele til at brage sammen– også selvom udfaldet er langt fra retfærdigt. Så har man mod på at se et drama, der minder en om den barske virkelighed, skal man ikke snyde sig selv fra rejsen ind i Lærerværelset.
