Skatteøen er dansk kulturarv for åbent tæppe
Alle mand på dæk
Salen er fuld af forventning. Mor fortæller om første gang, hun hørte musikken og så musicalen. En pige synger lidt af sangen ”blod og guld”, og pludselig lyder kanonerne, lyset bliver slukket, og de mindste hopper over til deres forældre. Vi kan høre havet, og nostalgien får hårene på armene til at rejse sig. Vi er tilbage på Admiral Benbow og sikke dog et dejligt gensyn.
Skatteøen eller Treasure Island, som romanen fra 1883 oprindeligt hedder, er kendt og elsket af mange. De fleste af os kender navnene Jim Hawkins og Long John Silver, men her i Danmark er det nok endnu mere sange som ”Fuld af nattens stjerner”, ” Hispaniola” og ”Ostesangen”, som vi husker, efter Sebastian i 1986 skrev musikken, der blev og stadig bliver spillet på børneværelser, fritidshjem og nu igen på Folketeatret.
Det var i sin tid netop på Folketeatret, at Skatteøen første gang blev opført, og gennem årerne er det blevet til fem genopsætninger. Det føles derfor også helt rigtigt at sætte sig i salen og se de mange sejl transportere os alle sammen, unge som gamle, afsted på eventyr.
Ud hvor lykken vender
Du får det, du havde håbet på. Det er en virkelig godt castet forestilling. Kostumerne virker i deres detaljer autentiske, scenografien er gennemtænkt i sit konstante arbejde i træ, om det er kroen, skibet Hispaniola eller fortet på skatteøen. Der er flotte koreograferede sværdkampe, som får lidt ekstra cinematisk effekt i et par slowmotion øjeblikke. Effektarbejdet med lys og røg ud af skydevåbnene giver lidt til de mindste blandt publikum, og Szhirley leverer ”Fuld af nattens stjerner” naturligt, men sårbart, så Sebastian må være stolt.
Sofie Stougaard er et tiltrængt pust, der med sit portræt af Ben Gunn sørger for, at de fleste af børnene genoptager interessen efter pausen. En familieforestilling på to timer er desværre meget at bede de yngste generationer om i 2023, og det er også der, Skatteøen har sin eneste, men største udfordring.
Lommen fuld af blod og guld
Det er prisværdigt, at instruktør Birgitte Næss-Schmidt holder fast i arven fra Preben Harris, Sebastian og vigtigst af alle R.L. Stevensons roman, men der er altså scener, især i første akt, som trækker i langdrag, og derved fik salens yngre gæster til at komme på mange andre tanker og spørgsmål. Men spørgsmålet er, om det ikke er helt i orden at insistere på, at en god historie tager tid?
Det er ærgerligt, at orkesterlyden er så lav. Musikken er i al sin enkelthed ikke høj nok, og de medvirkendes stemmer overdøver for det meste mixet og giver en følelse af, at musikken er indspillet på forhånd, hvilket den jo ikke er. Det er nu langtfra Skatteøen, der er alene om det. Problemet er oplevet på mange andre af årets musicalopsætninger, men hvorfor er afviklingen så bange for orkesterlyd?
Skatteøen er dansk kulturarv for åbent tæppe, og hvis du skal afsted med familien og ikke allerede har sikret dig billetter, så har du travlt.
Skatteøen spiller fra 2. november til 31. december 2023. På Store Scene. Folketeatret.
Efterfølgende Turne. 26. januar til 24. marts 2024.
Varighed: 2 timer 20 minutter inkl. pause.
Medvirkende: Mathias Flint, Siw Ulrikke Maibom, Szhirley, Kristian Boland, Christian Mosbæk, Sofie Stougaard, Morten Lützhøft, Rasmus Fruergaard, Ole Boisen, Conny Thur, Morten Christensen, Monica Isa Andersen, Rasmus Kirkegaard Faartoft, Maria Corydon og Mathias Sprogøe Fletting. Dramatisering: Preben Harris og Sebastian frit efter R.L. Stevensons roman. Musik og sangtekster: Sebastian. Instruktion, bearbejdelse og koreografi: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi: Terry Parsons. Stagefight: Bo Thomas. Kapelmester og arrangør: Peter Hellemann. Musikere: Rasmus Lund, Hannibal Gustafsson, Tine Vitkov og Morten Jay. Lysdesign- og afvikling: Henrik Pihl. Lyddesign og -afvikling: Harald Pedersen. Fotograf: Gudmund Thai.
