Whistlebloweren bliver afmystificeret

I en tid, hvor der ikke er det store rum til nuancer bidrager Reality med en tiltrængt refleksion og dybde.

Myten om den fanatiske og indoktrinerede whistleblower bliver fuldstændig afmonteret, når publikum tages med til afhøringen af Reality Winner. Hun bliver anklaget for at have lækket hemmelige efterretninger, som dokumenterede, at russerne havde forsøgt at manipulerede med det amerikanske præsidentvalg i 2016. Som noget helt unikt optog FBI-agenterne deres samtale, da de mødte Reality foran hendes hoveddør, og den transskription danner grundlaget for filmens manuskript, der følger deres samtale så ordret, som det overhovedet er muligt. Det til en sådan grad, at mørklagte og overstregede passager også bliver fjernet i filmen, ved at karakteren kortvarigt forsvinder fra scenen, for derefter at poppe op igen, når den censurerede del er overstået.

© Angel Films

Resultatet af dette benspænd er ikke bare en film, der er rig på muligheder for skuespillerne til at udfolde deres evner, men giver også et helt unikt indblik i mennesket, der vælger at bryde reglerne, fordi de ikke kan holde mørklægningsarbejdet ud. Blottet for al den udenomssnak, der ofte følger med de store afsløringen, glemmer man ofte, hvem det er, der har sat sit liv og tilværelse på spil, fordi de kommer sjældent til orde.

Sydney Sweeney, der nok mest er kendt fra serien Euphoria, lægger krop til whistlebloweren Reality og beviser, at hun er mere end et pænt ansigt. Gennem det 87 minutter lange interview, er der ikke meget glamourøst at gemme sig bag. Kun ens evner som skuespiller kan bære historien, og det gør Sweeney til fulde, så man tror på hende som den naive kontormedarbejder, der ikke helt forstår konsekvenserne af, og i hvilken situation hun har sat sig selv, ved at blive whistleblower.

Der er ingen tvivl om, hvilken afdækkende kraft en film som Reality besidder. Hvis det var muligt, ville det være bedst for alle, hvis whistleblowere blev præsenteret på denne her fyldestgørende måde, i stedet for gennem politiske kommentatorer og andre meningsdannere, der fordrejer, forenkler og fordummer det hele. Som cinematisk værk er den ikke noget mesterværk, men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved dens værdi i den større kontekst, og med en afmålt spilletid på under halvanden time med stærke skuespilspræstationer i centrum, er det let at anbefale filmen.