Fassbender og Fincher viser, hvor dygtige de er
Det er lidt mærkeligt at tænke på, men det er faktisk nu mere end fire år siden, at Michael Fassbender sidst medvirkede i en spillefilm. Med oscarnominerede præstationer i film som Steve Jobs og Twelve Years a Slave, kan det måske fremstå lettere uforståeligt, at han har brugt de seneste år på en tilværelse som racerkører og far. Den pauser lader dog til at være forbi nu, og det er ingen ringere end instruktøren David Fincher, der har lokket ham ud af sin selvvalgte pension.
Mødet mellem de to har resulteret i spændingsfilmen The Killer, hvor Fassbender spiller en unavngiven lejemorder. I årtier har han udført sit erhverv til perfektion og har aldrig mislykket med at rydde et mål af vejen. Det er dog lige indtil vi møder ham, da en rutinemission går grueligt galt, og så er det pludselig jægeren, der er den jagede. Herefter starter en katten-efter-musen jagt, hvor Fassbenders karakter forsøger at få skovlen under de andre, før de gør det samme mod ham.
Plottet er så ligetil, at det nærmest føles som en spoiler at præsentere setuppet, fordi du ved godt, hvordan resten af historien kommer til at udvikle sig. Den ellers så stilrene Fincher gør også, hvad man forventer af ham, når det kommer til at præsentere scenerne med en kalkuleret, men jordnær præcision, der får selv de mest genkendelige scenarier til at vække ens interesse.
Flot, men ikke så meget andet
Det forbliver dog ved det pæne ydre, fordi der er ikke særlig meget kød på manuskriptet, der boltrer sig lidt for meget i klichéerne til, at man for alvor bliver engageret i ’The Killers’ kamp for at genvinde kontrollen med sit liv. Fortælleren er en monoton voice-over af Fassbender, der i bedste Dexter-stil giver os et indblik i, hvad en psykopat som ham mon tænker på, når han kæmper for overlevelse og forsøger at reflektere over meningen i et liv, der helt grundlæggende er meningsløst.
Her bliver man dog mindet om, hvor dygtig en skuespiller Michael Fassbender er, og hvor meget man egentlig har savnet ham, da han kan få selv de mest åbenlyse åbenbaringer til at fremstå spiselige – og det er ikke så let, som det lyder.
The Killer er en ganske habil thriller, der dog ofte hælder mere til det middelmådige end det enestående. Fincher kan strikke en film sammen, så den er flot, uanset hvor papirtynd drejebogen er, og Michael Fassbender er dragende på et lærred, også selvom han spiller en karakter, der nærmest gør en dyd ud af sin endimensionalitet. Derfor er det store spørgsmål man sidder tilbage med ikke, hvornår der kommer en toer, men mere hvorfor to så dygtige kunstneriske håndværker lader sig nøje med en film, der helt grundlæggende mangler gennemslagskraft.
