En af Scorseses bedste film
Det er altid seværdigt når mesterinstruktøren Martin Scorsese har en ny film i støbeskeen. Når man går ind for at se den på det store lærred, så ved man næsten garanteret, at der venter én, en stor og velinstrueret filmoplevelse, hvor detaljerne, dialogen, skuespillet og fotograferingen altid er i topklasse. Spørgsmålet er sjældent, om det er en god film, men oftere, hvor god en film det er, og det samme er gældende med Killers of the Flower Moon. Jeg kan allerede nu afsløre, at det rigtigt nok er en god film, nu er spørgsmålet så bare hvor god, hvis man sammenligner med Scorseses bagkatalog.
I filmen følger vi Leonardo DiCaprio i rollen som Ernest, der vender hjem til USA efter at have været kok under første verdenskrig, og som indlogerer sig hos sin onkel William, spillet af Robert De Niro, i et reservat i Oklahoma. Det er Osage-stammen, der ejer jorden i reservatet, og selvsamme jord har tilfældigvis vist sig at være fyldt med olie, hvilket har gjort alle de indfødte amerikanere ekstremt rige. De hvide amerikanere flokkes om de rige indfødte, og prøver at tiltuske sig lidt af deres rigdom, og William ser hurtigt en mulighed for at få Ernest gift med en rig indfødt, således at familien kan blive blandet ind i oliehandlen. Ernest forelsker sig i den indfødte Mollie (spillet af Lily Gladstone), og de bliver gift og stifter familie. Samtidig med dette begynder flere og flere medlemmer af Osage folket at blive dræbt, uden at det bliver efterforsket, og det virker til, at de hvide amerikanere – muligvis med William i spidsen – står bag det.
En grum sand historie
Killers of the Flower Moon er baseret på en sand historie og på rigtige karakterer, hvilket kun gør historien desto mere grusom. Man bliver efterladt i chok over, hvor lidt Osage folket blev regnet for af staten Oklahoma, når så åbenlyse målrettede drab kunne fortsætte i årevis. Det er dermed vigtigt, at denne historie bliver belyst – først af forfatteren David Grann med bogen af samme navn, og nu med en imponerende filmatisering. Eftersigende skulle det originale manuskript – inden en genskrivning – have fokuseret mest på opklaringen af mordene, men det er forfriskende, at man i stedet følger Osage folkene, Mollie, Ernest og William, så der er fokus på de indfødtes liv under disse drab og på det psykologiske drama.
Flot psykologisk dybde og skuespil
Og det psykologiske drama bliver portrætteret fremragende. Ernest er en ekstremt interessant karakter, og i hele filmens tre og en halv times lange spilletid, ved man aldrig helt, hvor man har ham. Er han kold, kynisk og beregnende, eller er han blot en simpel mand, som bliver udnyttet af sin onkel? Er han fra starten involveret i alle dødsfaldene, eller bliver han langsomt drevet til medvirken? Er hans forhold og ægteskab til Mollie ægte og dybfølt kærlighed, eller er det manipulation for pengenes skyld? Det bliver ved med at skifte, hvad man skal tro om hans sindelag, selvom man aldrig er i tvivl om, at han bestemt er direkte involveret i mordene.
En af de største grunde til, at Ernest er så interessant en karakter er selvfølgelig Leonardo DiCaprio, som spiller fantastisk og tvetydigt. Han udstiller både Ernest som en uvidende gemen bonderøv, men samtidig også, i momenter, som en eftertænksom og kærlig ægtemand og far. Lige så god som DiCaprio er, er også Lily Gladstone i rollen som Mollie. Hun fremstiller Mollie som en stærk kvinde, der ikke kan manipuleres, men samtidig viser hun også, hvor forelsket hun er i Ernest, og hvor dybt et forhold det virker til, at de har. Deres ægteskab er virkelig kernen i filmen, for man får vist en god dybde i deres tætte forhold og intimitet, hvilket står i skarp kontrast til de omkringstående omstændigheder, hvilket er med til at højne den tvetydighed, som præger filmen. Når nu jeg nævner skuespillet, må jeg også fremhæve Robert De Niro. Han er skræmmende god som den manipulerende onkel William, og man tror på det, når han over for Osage folket lader som om, han er den gavmilde samaritaner, samtidig med, at man bliver skræmt, når han viser sin sande grumme side overfor Ernest. Det vil ikke overraske mig, hvis der næste år er oscarnomineringer til både DiCaprio, Gladstone og De Niro.
Hvis jeg skal fremhæve en eneste anke over filmen, så er det dens spilletid. Tre og en halv time er lang tid – og nok lidt for lang. Det gør, at filmen visse steder bliver en tand for langsom og mister lidt momentum.
Den lange spilletid kan dog let tilgives, for dette er virkelig en rigtig flot, dyb og god film. I forhold til Scorseses tidligere film, så gør den lidt langsommeligt lange spilletid, at vi ikke er helt oppe blandt hans allerbedste værker. Men til trods for dette ligger Killers of the Flower Moon stadig højt rangeret blandt hans bedre film, og hvis det skulle vise sig, at være det sidste vi ser fra Martin Scorsese, så vil det bestemt være et værdigt punktum.
