En forførende komedie?

Ei blot til Lyst
Vi er kommet for at blive forført. Vi er kommet for at se, om ikke Don Juan måske har fat i noget af det rigtige. Men som minutterne går, falder hans charme til jorden, og tilbage står en voksenbaby, ingen længere gider lytte til. Det er forfriskende.

Jeg er da helt enig i instruktør Anne Balslevs udtalelse om, at i Molières tid var Don Juan den, der levede forargeligt, og at det i dag bliver kaldt frigjort, hvis man bestræber sig på at leve som en libertiner. MEN du kan heller ikke i dag snige dig udenom, at hvis du udnytter andres tillid, især når det kommer til og drejer sig om hjertets uforklarlige drømme og ønsker, så kommer du til sidst til at stå alene.

Men hvis vi ser på teksten med mønsterbrydende øjne, så er Don Juans kamp måske en helt anden?

For hvorfor skal nogen bestemme, om man skal gå til venstre og ikke til højre med undskyldninger og trusler om den himmelske moral som straf?

Skal det, eller er det stadig muligt, at kontrollere det enkelte menneskes anstændighed ud fra et fælles besluttet moralsk kompas?

Jeg ved det ikke. Det er heller ikke mig, der skal gøre andre kloge på det. Det må og skal være op til den enkelte.

Min pointe er den, at det forestillingen, Don Juan på Store Scene i Skuespilhuset, formår, er at give en masse tanker og spørgsmål med hjem, som ikke bare kan lægges i skuffen sammen med billetten eller stilles på hylden sammen med programmet.

Det er vel det, der er meningen med at gå i teatret, men det betyder ikke, at det altid lykkes.

Det gør det med Don Juan.

Den trofaste tjeners fortælling
Der findes vel efterhånden lige så mange variationer af fortællingen om Don Juan, som der findes teaterscener. Denne opsætning benytter sig af et rødt bagtæppe, placeret forholdsvis tæt på scenekanten, så det er muligt at give illusionen af et kammerspil. Men i takt med, at vores velklædte forførers livsfilosofi bliver udfordret, bevæger vi os længere ind i mørket, og du må selv vælge, hvilken en af de to teatermasker du ser igennem. Er dette en komedie eller en tragedie?

Morten Hee Andersen er et spændende valg, der gør det muligt at lade sig forføre. Det ene øjeblik er han uimodståelig charmerende, for efterfølgende lynhurtigt at afsløre et diabolsk insisterende glimt i øjet, der ikke er til at regne ud. Der er fysisk komik i de til tider tegnefilmsinsisterende reaktioner, men også følelsen og gengivelsen af oprigtig vemod og fortabelse.

Ellaha Lack, som spiller Donna Elvira, gør hvad der kan gøres med rollen, men lige meget hvordan man vender og drejer det, så er Donna Elvira en brik i forførelsesspillet og mest af alt medhjælper til fremdriften af fortællingen. Enkelte steder får Ellaha dog for alvor mulighed for at brilliere.

Især tilgivelsen bliver, sammen med scenografien, et mindeværdigt øjeblik.

Kristoffer Eriknauer er i al enkelthed vidunderlig som Charlotte. Et bidrag, som desværre ikke får plads nok og efterlades uforløst. Jeg ville så gerne se mere.

Det samme gælder Donna Louisa, som bliver spillet af Karen-Lise Mynster. Her ville jeg også gerne se mere, men der er ikke brug for Donna Louisa i mere end de få scener. Det er en skam, når nu man har en af landets dygtigste sceneskuespillere til rådighed.

Ena Spottag ejer scenen med sin tilstedeværelse. Rollerne som Pjerrot og Don Carlos får øjebliklige reaktioner fra publikum. Det er ikke blot godt håndværk, men naturtalent, der vinder publikums opmærksomhed og gunst.

Mathilde Arcel repræsenterer, i rollen som Sganarelle, datidens og nutidens moral. Det er tjeneren, der må og skal stille spørgsmålene, der får Don Juan til at forklare sig. Uden Sganarelle var der ikke nogen forestilling. Sganarelle er publikum. Sganarelle er Don Juans livsvidne.

Mathilde Arcel bærer alt dette, og uforstyrret navigerer og guider hun os sikkert i mål.

Det er bestemt ikke første gang Mathilde Arcel arbejder sammen med Anna Balslev, og i min ydmyge optik er Mathilde et voksende enigma, der bliver mere og mere fascinerende at følge for hver forestilling, hun medvirker i.

Portrættet af den forelskede Sganarelle, der får gengældt sin kærlighed i et frisindigt, legende øjeblik i regnen, for lige efter at se den kærlighed blive skyllet væk med den samme regn, og på egen krop få det sidste bevis på en utilgivelig opførsel, var smuk og skar oprigtigt i hjertet.

Den perfekte balance
Der er i øjeblikket en tendens til, at når man finder et af de manuskripter frem, som er blevet opført mange gange før, så vælger en dramatiker eller instruktør at zoome ind og finde et nyt fokus. Det er samme titel, men med et nyt og uventet midtpunkt, der ofte efterlader den pågældende forestilling med en identitetskrise og et publikum, der forvirret sidder uforløst tilbage og fik alt andet end det, de købte billet til.

Men Don Juan, på Store Scene i Skuespilhuset, balancerer ubekymret og giver publikum det, de kom efter, uden at gå dovent til opgaven. Det er taleteater, det er kammerspil med plads til intense monologer og fordybelse i sproget. Der er bid og nerve i sætningerne, og humoren er ikke bange for at gøre sin entre i et ellers følelsesladet øjeblik.

Den lille, fine, gentagende koreografi, der symboliserer elskov, tegner et romantisk billede af tiltrækningen, og forestillingen kan på den måde forlænge publikums positive opfattelse af de ellers meget dyriske instinkter, Don Juan forherliger. På denne måde ligner han ikke en hund, der humper alt, han kommer i nærheden af.

Scenografien er, som førnævnt, simpel, men det er en del af forestillingens styrke.

Indrømmet, så er jeg generelt ikke fan af det minimalistiske udtryk, når nu man har alle muligheder for at skabe visuelle virkemidler, men de få, der bliver brugt her, er gennemtænkte og forstærker oplevelsen som ønsket.

Forestillingen arbejder ikke med køn. Kvinder spiller mænd, og mænd spiller kvinder. Men det er ikke vigtigt, eller noget nogen går op i. Det er bare sådan. Kærlighed er kærlighed.

Don Juan er alt det, teater skal være.

Don Juan spiller fra 12. oktober til 29. november 2023.
På Det Kongelige Teater. Skuespilhuset. Store Scene. Varighed: 2 timer uden pause.

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Mathilde Arcel, Karen-Lise Mynster, Ena Spottag,
Kristoffer Eriknauer, Ellaha Lack. Dramatiker: Molière. Iscenesættelse: Anna Balslev.
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Komponist: Viktor Dahl. Lysdesign: Jonas Bøgh.
Oversættelse: Per Aage Brandt. Fotograf: Camilla Winther.