Endnu et mesterværk af Nikolaj Arcel
Bastarden er et epos i den helt klassiske forstand, hvor det er livets store spørgsmål, der bliver bearbejdet gennem det tragiske genreformat.
Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen) er en mand, der, som et uægte barn af en adelsmand, har brugt 25 år på at arbejde sig op som kaptajn. Denne bedrift har dog ikke stillet hans hungeren. Han vil stadig opnå mere. Derfor sætter han blikket mod den uopdyrkede jysk hede, der, på dette tidspunkt i 1700-tallet, stadig bliver anset som gold og umulig at gøre til landbrugsjord.
Men som om den jyske hede ikke var nok, møder Kahlen også modstand fra den lokale godsejer, Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg). Han er som en tyran, der lever godt på baggrund af sin fars bedrifter, og som har brugt denne medfødte sølvske til at gøre, lige hvad der passer ham. De to bliver hurtigt fjender, for Kahlens indtræden er nemlig en direkte trussel mod de Schinkel, der har gjort krav på den uopdyrkede jord, selvom den tilhører kongen, og hvis den kan blive dyrket, mister han ikke blot sit territorium, men også sin status og magt.
Foto: Henrik Ohsten
Meningen med livet
Det er endnu engang Mads Mikkelsen og Nikolaj Arcel, der udgør det kunstneriske makkerpar i dette historisk drama, og ligesom i En kongelig affære, spiller Mads Mikkelsen er endnu engang en indflydelsesrige skikkelse i danmarkshistorien. Denne gang er det dog ikke så meget et royalt drama, men fokus er i stedet på de urmenneskelige principper, der bliver sat på sin prøve, når man kæmper for meningen i tilværelsen.
Denne prøvelse er tydelige i alle aspekter af filmen. Der er klare rollefordelinger, med rigtigt og forkert, magt og afmagt, dem, der er ikke kan stilles tilfreds, og dem, der må tage til takke med alt for lidt. Hurtigt udvikler det sig dog til at handle mere om, hvad der er det gode liv. Den ideologiske kontrast i livsstilen er da også til at spore, i mødet mellem den ambitiøse og altid kontrollerende Kahlen, og den evigt berusede de Schinkel, der er så tydeligt utilstrækkelig, al hans rigdom til trods, at han har måtte tilføje et ekstra ord til sit efternavn for at gøre sig bemærket.
Som et symbol på den kaotiske og ukontrollerbare jyske hede, er de Schinkel lige så uregerlig og urimelig at have med at gøre, som Kahlens drøm er beskeden.
På samme tid bliver Kahlens livsopfattelse, også taget under kærlig behandling. For et er at være ambitiøs, men hvad er alle anerkendelse og hæderstitler fra adelstanden værd, hvis man må kompromittere alle andre aspekter af ens liv.
Foto: Henrik Ohsten
Det episke kammerspil
Der er gode skuespilspræstationer over hele linjen, hvor Mads Mikkelsen endnu engang viser, hvor dygtig en skuespiller han er, særligt i dansk film, hvor han virkelig får lov til at folde sig ud og vise sin bredde, gennem selv de mest subtile nonverbale gestikulationer. Simon Bennebjerg spiller Frederik de Schinkel, men i modsætning til Mikkel Bo Følsgaards portræt af kongen i En kongelig affære, er der noget meget mere uhyggeligt over de Schinkel, der ikke er så meget skør som modbydelig og nederdrægtig i sit forsøg på at kontrollere andre mennesker. Amanda Collin viser sig også flot frem i den betydningsfulde rolle som Ann Barbara, selvom det er med en vis ærgrelse, man må konstatere, at hendes rolle er en kende underfortalt i forhold til den betydning, hendes karakter viser sig at have på historien.
Alt i alt er Bastarden endnu en fremragende film fra Nicolaj Arcel, det virkelig formår at skabe episke livsfortællinger, samtidig med, at han er i stand til at kapre periodedramaets stramme tøjler, der meget let kan blive mere en hæmning end gevinst. Tiden flyver afsted, man kommer hele følelsesregistret igennem, og den jyske hede har aldrig været smukkere. Stærke skuespil over hele linjen og store spørgsmål bliver taget op, og det er alt sammen gjort med så meget cinematisk snilde, at næsten alle folk kan vide sig sikker på at blive både godt underholdt og gå ud af biografmørket med nye tanker at fundere over.
Foto: Henrik Ohsten
