Sandhed og konsekvens

Kategori Teater af - oktober 01, 2023
Sandhed og konsekvens

Genopsætning af Lars Noréns gruopvækkende ægteskabsdrama

Hvordan går det så?
Det, der skulle have været en hyggelig 50-års fødselsdag, udvikler sig lynhurtigt til en af helvedes cirkler, hvor man konsekvensløst kan svine hinanden til uden at blive holdt til regnskab efterfølgende.

Gruopvækkende er det helt rigtige ord at bruge, når Teatret ved Sorte Hest selv skriver om deres nuværende forestilling Sandhed og konsekvens.

Det er ubehageligt at sidde der og smile af andres groteske opførsel og smerte. Det er nødvendigt at grine, for at holde det intime og skadefro rum på afstand. Dette er en fødselsdag, ingen har lyst til at deltage i, men her er vi så, på rad og række, med vin i glasset, klar til at se, smile og grine ondskaben op i hovedet. Hvorfor? For hvis vi ikke griner, bliver vi nødt til at indrømme, at vi sidder der og ser på os selv.

Selvfølgelig er der ingen af os, der opfører os så aldeles upassende i virkeligheden, men måske vi kort tænker det uden at sige det højt? Måske vi, fra tid til anden, alle har lyst til at bide hovedet af Benny fra ABBA i ren afmagt?

Foto: Robin Skjoldborg

Nå, men hvordan går det ellers?
Elisabeth, spillet af Sarah Boberg, er allerede fra første replik gået i skyttegraven, og det er den karakter der går forrest, når det kommer til behovet for at desrupte enhver form for opretholdelse af almindelig god opførsel. Hun er ekstrem svær at holde ud, faktisk måtte jeg ofte sidde på mine hænder, for ikke at give efter og klappe hende en på låget, og det havde jo nok skabt en helt ny form for drama. Det er, om noget, et kæmpe kompliment til Sara Boberg, der mesterligt har skabt dette monster, men derfor skal hun jo ikke antastes af publikums følelsesudbrud.

Det er jo selvfølgelig også metaforisk ment, men tegner et godt billede af de følelser, publikum skal igennem i løbet af forestillingen.

Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Peter Oliver Hansen har ligeledes skabt hver deres galdespyttende monster, der, på hver deres måde, selv syntes at være berettiget deres opførsel. Men den skrevne tekst gør det ofte svært at forstå og acceptere disse tre karakterers beslutninger og mønstre, og det skyldes, at Sandhed og Konsekvens oprindeligt er fra 1989.

På den måde bliver det tydeligt, at en alkoholikers handlinger er tidløs, men at meget af de andres opførsel ikke på samme måde bliver afkodet og accepteret som ægte eller tidssvarende her 34 år efter.

Foto: Robin Skjoldborg

Men ellers går det godt nok?
Forestillingens største udfordring er, at teksten insisterer på at være menneskekender, men at mennesker har flyttet sig langt og meget siden.

Replikkerne, hvor sætningen – hold din kæft – i diverse og alt for mange versioner bliver råbt, sagt eller næsten hvisket, er trættende og uopfindsomt.

Men man kan også vælge at opleve helheden som netop et tidsbillede på, hvad der blev opfattet som provokerende tekstarbejde dengang i modsætning til nu.

Mennesket er blevet til et andet væsen, vi er alle blevet modelleret af skiftende tider, og det er et fokus, forestillingen får eller giver som en lille ekstra gave

Jeg forstår godt, hvorfor Teatret ved Sorte Hest vælger en genopsætning af Sandhed og konsekvens.

Det er ikke nemt teater, det kræver noget af sit publikum, og det lader til, at vi alle gerne vil være vidne til ægteskabets vanvid. Det er absurd komik, men med dybde og eftertanke til de mange mørke timer, vinteren giver os lige om lidt.

Foto: Robin Skjoldborg


SANDHED OG KONSEKVENS spiller fra 21. september til 04. november 2023.
På Teatret ved Sorte Hest.
Varigheden er ca. 2 timer og 25 min. inkl. pause


Medvirkende: Sarah Boberg, Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard, Peter Oliver Hansen. Instruktør: Maria Vinterberg. Scenograf: Marianne Nilsson. Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen. Skræddersal: Mikael Jensen. Dramatiker: Lars Norén. Oversættelse: Vibeke Bjelke. Forlag: Lars Natten Norén AB.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.