Liam Neeson kan stadig
I de sidste mange år har Liam Neeson været et stort spørgsmålstegn for mit vedkommende. Hvorfor laver en grundlæggende dygtig og dragende skuespiller så mange ligegyldige actionfilm? Actionfilm, der måske er et mulehår bedre end de fleste andre hjernedøde lowbudget mainstreamfilm, med fallerende stjerner som Sylvester Stallone, Bruce Willis eller Mel Gibson, men som stadigvæk er så forglemmelige, at man knap kan huske titlen, efter man har set dem.
Alle disse spørgsmål stå stadig ubesvaret hen, men med In the Land of Saints and Sinners, medvirker den høje irer igen i en produktion, som man ikke glemmer lige med det samme.
Det er med det samme tydeligt, at der er mere på spil, da vi bliver introduceret til Liam Neesons lejemorder Finbar. Han er ganske vist stadig en aldrende person med et særligt sæt af færdigheder, men denne gang er det ikke i den popcornspisende underholdnings tjeneste. Man kan se det i det visuelle sprog, der består af længselsfulde traveling shots, hvor vi i fugleperspektiv ser ud over de stilfærdige irske landskaber, der idyllisk viser, at der stadig er mulighed for Finbar, hans blakkede fortid til trods. Man kan også meningsfuldheden ved den tid, historien udspiller sig i. Vi er nemlig rejst tilbage til 1974, kun ganske få år efter det officielle IRA og oprørsbevægelsen var blevet opløst og splittet i forskellige udbrydergrupper, der kæmpede for et samlet Irland gennem en væbnet kamp og ofte med eksplosive konsekvenser.
En af disse udbrydergrupper krydser Finbar, paradoksalt nok, som direkte resultat af hans egen retfærdighedsfølelse, og så kan man godt regne ud, hvordan en væbnet revolutionær gruppering, vælger at håndtere et problem, de løber ind i.
Noget at tænke over
Man kan mærke, at der virkelig er noget på spil, ikke bare for de enkelte karakterer i ensemblet, men også landet som helhed. Efter årtiers borgerkrige, håber de fleste på at kunne lægge fortiden bag sig og fokusere på fred og heling, men det er ikke lige sådan at lægge fortiden bag sig. For som titlen ganske vist henviser til, er det et land, der er fuld af selvmodsigelser.
Liam Neeson beviser, hvorfor han stadig er en god skuespiller. Man kan mærke fortvivlelse hos den aldrende lejemorder, der efter at have tilbragt sine formative år i krig, bare har fortsat i samme spor sidenhen, og det er først nu, det går op for ham, at han faktisk altid har haft muligheden for at skifte retning – men nu kan det vise sig at være for sent.
Kerry Condon er derimod endnu bedre som det sammenbidte, uhyggeligt intellektuelle Doireann. Hun er et modstykke til Finbar, der dog er så fanatisk i sin måde at tilgå verden på, at hun ikke kan eksistere i en fredelig verden. Er der ikke en konflikt, så skal hun nok sørge for at skabe den og forværre situationen. Doireann går dog aldrig hen og bliver en endimensionel skurk, det er hun ganske enkelt for nuanceret til. For selvom man på ingen måde deler hendes perspektiv, er hun så menneskelig og forståelig i al sin forfejlethed, at man mest af alt sørger ved tanken om, hvad en person med hendes snusfornuft kunne af udrettet, hvis hun var så besat af at skabe forandring gennem frygt og terror.
Som du kan læse, er In the Land of Saints and Sinners ikke en helt almindelig Liam Neeson film, som vi har lært ham at kende gennem det seneste årti. Der er faktisk stof til eftertanke, kunstneriske aspirationer, og nogle dygtige skuespillere, der får lov til at folde sig ud, og puste liv ind i deres karakterer, som allerede på manuskriptplan, leverer et solidt fundament. Perfekt er filmen ikke, fordi det hele ender selvfølgelig alligevel ud i vold og ødelæggelse. Denne gang er det dog en anden type vold. Denne gang er det ikke vold, som man tankeløst konsumerer i underholdningens navn, men i stedet tragediens vold, der som ethvert andet cinematisk værktøj, underbygger den historie, som filmskaberne gerne ville fortælle – og det, at man kan mærke filmskabernes umiddelbarhed, er noget, der virkelig er værd at værne om.
