En blockbuster på et stramt budget
Man sidder virkelig tilbage med en ærgerlig fornemmelse, efter man har set Operation Napoleon. Denne relativt beskedne islandske filmproduktion vil gerne være ligesom de store amerikanske blockbustere. Med et thrillerplot, der omhandler efterkommere af nazister, en brutal og uhumsk amerikansk skyggeorganisation og et macguffin-plot, der ville kunne få selv J.J. Abrams til at blive helt vild i varmen, er alle ingredienserne til stede, for at kunne skabe et storstilet eventyr.
Men selvom scenen er sat til, at publikum skal blive blæst helt bagover, med den ene mere eksplosive sekvens efter den anden, rammer eksekveringen desværre lige præcis nok ved siden af til, at man aldrig rigtig bliver revet med.
Mange bække små gør en stor å
Årsagen til ærgrelsen skal findes i, at det er så tæt på, men alligevel så langt fra. Det er ikke én stor mangel, men de små detaljer i scener, der gør udfaldet. Det er fx de beskedne og få lokaliteter, som helt sikkert skyldes et lavere budget, men unægtelig gør eventyret mindre, hvilket leder over til actionsekvenserne, der heller ikke er så vilde og medrivende, som de kunne have være. Lydsiden er også underligt fraværende i længere passager, som om de ikke kunne nå at producere nok musik eller bare løb tør for penge. For slet ikke at tale om ensemblet, der ligesom alle film i dag består af et internationalt cast, men hvor ingen rigtig formår at stråle og løfte de meget endimensionelle karakterer, i et manuskript, som fremstår forhastet, selvom filmen ellers har masser tid med en længde på godt to timer.
Der er ikke noget universelt krav til, hvordan en film skal se ud eller fortælle sin historie, men når man aktivt søger sammenligningen med de gigantiske amerikanske produktioner, så lægger man mærke til alle de små mangler, som måske ikke ville have været så iøjnefaldende, hvis filmen havde formet sit eget udtryk.
Nu ender det med at handle meget om budgettet, og det er i og for sig også selvforskyldt. For ingen af de enkelte dele er decideret ringe, men man ikke har et særligt visuelt udtryk, en skarp historie eller et ensemble, der brænder igennem, fører det til en helhedsoplevelse, der ganske enkelt ikke er på højde de film, som helt naturligt refereres til.
Og er så er vi tilbage til den ærgerlige fornemmelse igen, fordi Operation Napoleon er ikke nogen dårlig film, den formår bare ikke at gøre sig særligt bemærket i den lange række af action- og eventyrfilm, som har fyldt biografsalene gennem tiden.
