Klassisk Agatha Christie og så alligevel ikke

Kenneth Branagh forsøger endnu engang lykken som verdens bedste detektiv, i form af Agatha Christies Hercule Poirot.

Denne gang er de eksotiske landskabsbilleder dog skiftet ud med mere klaustrofobiske omgivelser i Venedig. Til trods for den ellers billedskønne beliggenhed, tager historien dog udgangspunkt i det mere okkulte.

Hercule Poirot har trukket sig tilbage fra en verden, som han ikke længere føler tiltalende. Vi befinder os i tiden efter 2. verdenskrig, men i stedet for håb, har et livs død og ulykke ført ham i eksil, hvor end ikke mysteriet kan lokke ham ud af sin ensomhed. Det lige indtil en gamle bekendt banker på døren, og får ham overtalt til at deltage i en seance, der går grueligt galt.

Fortiden spøger
Effektjagende er, hvad man mere end noget andet kan kalde filmen. Det samme har man kunne sige om de to forrige i Branaghs serie, men denne gang er det trods alt med mere klassiske filmkneb. Kælkede linjer, overdreven vidvinkel, snurri-cam, spøgende stemmer i baggrunden og en konstant tilstedeværelse af rindende vand, for virkelig at understrege, at Poirot ikke bare er ude i et stormvejr, men også på dybt vand.

Revolutionerende er det ikke ligefrem for filmmediet, men sammenlignet med de to forrige film, er det i det mindste solidt filmhåndværk, der danner fundamentet for præsentationen, og ikke gyselige computergenereret gengivelser af Nilen eller snelandskabet i Orientekspressen.

Lidt for banal
Derfor kommer det nok som en overraskelse, at det ikke er filmhåndværket, men ensemblet, der er det mest graverende. Kernen i alle Agatha Christies historie er persongalleriet, der ikke bare er hovedingrediensen, som får bøgerne til at skille sig ud fra hinanden, men også hvor skuespillerne kan vise sig frem. Desværre er den kerne, skuespilholdet, noget tyndt besat.

Folk som Kelly Reilly og Jamie Dornan er måske ganske habile skuespillere, men nogen tryllebindende karisma formår de aldrig at skabe på lærred, mens folk som Tina Fey virker decideret fejlcastet som Ariadne Oliver. Man tror aldrig på, at Fey er nogen excentrisk, verdenskendt forfatter, der er Poirot ligeværdig. Der er hun simpelthen for gennemsnitlig og karikeret. Kenneth Branagh vender tilbage i hovedrollen, men heller ikke denne gang spiller klaveret helt. Hvorfor, Branagh ikke rigtig fungerer i rollen, er svært at sætte fingeren præcist på. Han burde ellers være perfekt, da han helt naturligt udstråler den arrogance og bedrevidenhed, der er nødvendig for at kunne være Hercule Poirot, men karakteriseringen har haft en uheldig tendens til at fokusere mere på mandens traumatiske følelsesliv, i stedet for det, der gør ham til noget særligt. Hercule fremstår nærmest triviel i sine almindelige traumer, når man kommer ind under overfladen – og det er nok engang drivkraften i denne film, i stedet for selve mysteriet.

Mordet i Venedig er en effektfuld, dramatisk, men også mere anstændig filmatisering af Hercule Poirot, der dog aldrig på noget tidspunkt imponerer. Vi tilbringer det meste af tiden låst inde i et hus, og mysteriet får faktisk lov til at fylde en del mere, end det var tilfældet i Mordet på Nilen.

Grundlæggende er problemet dog, at Branagh stadig er karambolage med Agatha Christies klassiske fortællestruktur, der egner sig mere til et episodisk format som tv-serien, end den føljeton som Branagh så inderligt gerne vil skabe på det store lærred.