Et humoristisk portræt af kønsdynamikken

Bille August har gennem sine seneste film været på en rejse gennem litteraturen. Med periodedramaer som Lykke-Per, Pagten og Kysset, har han filmatiseret værker enten af eller om store forfattere. Derfor virker det nærmest som en form for kulmination på al dette forarbejde, at han hun har lavet filmen Ehrengard: Forførelsens Kunst.

Baseret på Karen Blixens roman af samme navn, følger vi kunstneren Cazotte, der ikke bare udmærker sig som en habil maler, men også er lidt af en skørtejæger. Samtidig er han også storhertugindens mest fortrolige rådgiver, og da hendes søn end ikke lader til at skænke det modsatte køn en tanke, og dermed sætter familiens rige under pres, beder hun Cazotte om hjælp – og heldigvis har en listig plan, der nok skal give potte. Det er i betaling for sine ydelser, at den unge Ehrengard kommer ind i billedet. For er der nogen, som charlatanen Cazotte selv er betaget af, er det hende, og uden at afsløre for meget, går tingene ikke helt som planlagt denne gang.

© Netflix

Historien udvikler sig noget uventet, om end temmelig humoristsik, og ender med at skabe en satirisk fortælling, der finder det sjove i kønskonflikter, hofintriger og magtkampe. Denne stemning bliver godt hjulpet på vej af en oplagt Sidse Babett Knudsen som hertuginden, der ikke bare elsker sladder, men aktivt inviterer det indenfor, mens Mikkel Boe Følsgaard, har den perfekte udstråling som plattenslageren, der ender med at bedrage sig selv mere end nogen anden. Til gengæld besidder resten af ensemblet ikke samme udstråling. De må i stedet tage til takke med at være noget så reaktionære, og kun tage del i den festlige fortælling, når Cazotte eller hertuginden dukker op. Det lige med undtagelse af Alice Bier Zanden som Ehrengard, der gennem det meste af filmen er lige så endimensionel som Cazottes blik er på hende, men som heldigvis får lov til at folde sig ud til allersidst.

Hvad angår det filmiske håndværk, er der ikke en finger at sætte på det. Bille August er om ikke anden en erfaren herre, som virkelig kan finde ud af strikke en film sammen, så den er pæn at se. Det samme er også tilfældet i denne.

Så Ehrengard: Forførelsens kunst ender derfor med at være en ganske underholdende filmatisering af Karen Blixens roman, der både spidder selvglade mænd, men også formår at gøre det på en afvæbne og humoristisk måde. Effektivt fortalt på 90 minutter, er den også, så selvom det måske ikke er den mest tankevækkende filmoplevelse, er den stadig tiden værd.

Ehrengard: Forførelsens kunst kan ses på Netflix fra i morgen den 14. september.