Et vigtigt budskab med filmiske mangler
Kasper Runes film Idioten er i og for sig ganske sympatisk. Han vil gerne give de svageste i samfundet en stemme, og tale deres sag, ved at lave en film, ikke bare om dem, men på deres præmisser. Derfor møder vi i filmen parret Tobias og Cille, der på alle måder befinder sig på samfundets bund. De er begge på overførselsindkomst, men håber begge på bedre tider. Tobias er, efter et forløb på en skole, begyndt at drømme om at blive skuespiller, mens Cille er gravid og håber på, at barnet kan være startskuddet på et bedre familieliv, end hendes eget, der har været præget af omsorgssvigt fra en tidlig alder.
Udgangspunktet er fint, og budskabet om, at disse mennesker fortjener hjælp i et rigtigt velfærdssamfund, er da også svært at være uenig i, men hvordan hænger det hele egentlig sammen som film? Svaret er noget broget.
© Angel Films
Troværdigt, men rodet fortalt
Fordi skal man tro pressematerialet, er store dele af filmen blevet improviseret. Gennem en længere periode, har skuespillerne, i bedste method-acting stil, levet sig fuldstændig ind i deres karakterer udenfor sættet, for derefter at tage al inspirationen med til optagelserne, hvor kameraerne har rullet, mens historien langsomt blev formet. Det positive ved denne tilgang er, at både Tobias og Cille fremstår dybt troværdige. De fleste kan nok nikke genkendende til at have mødt mennesker som dem i deres liv, og de lange indstillinger efterligner en dokumentarisk æstetik, der kun får dem til at virke endnu mere genkendelige og almindelige.
Den store slagside er imidlertid, at der ikke rigtig lader til at være nogen retning i historien. Flere scener er nærmest gentagelser af hinanden, og selvom særligt Jakob Skyggebjerg gør det virkelig godt som den ikke alt for selvbevidste og noget virkelighedsfjerne Tobias, er der grænser for, hvor mange ubegavede påstande man kan lægge øre til, før ens sympati svinder ind – og det har nok ikke været intentionen. Konsekvensen af den ukonventionelle tilgang er også, at budskabet først kommer i fokus noget sent i historien, så man skal være lovligt undskyldt, hvis udviklingen i tredje akt fremstår noget pludselig.
Derfor ender Idioten med at være er en film, der er lige så broget som de mennesker, den portrætterer. Budskabet er positivt, og fortjener sin tid i rampelyset, særligt med tanke på, hvor presset velfærdsstaten efterhånden er, men det kunne lige så godt have været sagt gennem en avisartikel, i stedet for en film. For havde det ikke været for stærke præstationer af Sarah Juel Werner og særligt Jacob Skyggebjerg, var der ikke så meget at anbefale ved filmen som cinematisk værk.
