Et meget personligt portræt
Min enestående mor fortæller historien om den formative sommer for den unge Adriana og familien i 1970’ernes Rom. De er lige flyttet ind i en fornem ny lejlighed, faren er en succesfuld forretningsmand, og alt ser god ud på overfladen. Intet kan dog skjule, at forældrene ikke elsker hinanden længere, men af forskellige årsager ikke vil skilles, og da Adriana også springer ud som dreng, bliver den pæne facade virkelig udfordret.
© Angel Films
Forvirret dannelsesrejse
Det er i og for sig en ganske relevant historie. En coming-of-age fortælling, der ligesom i så mange andre film gennem tiden, beskæftiger sig med de skæbnesvangre øjeblikke, der kommer til at forme resten af ens liv. At filmen så ovenikøbet får premiere i pride-week, gør den heller ikke mindre væsentlig.
Alligevel sidder man tilbage med en gennemgribende uforløst følelse. Alt er underligt underfortalt, så det, der kunne have været en stærk portrætfilm om enten Adriana eller moren Clara, ender med ikke at være nogen af delene. Adrianas udforskning af sin kønsidentitet danner ganske vist centrum for mange scener, men det er en sjældenhed, at vi faktisk kommer i dybden med det, udover nogle følelsesudbrud. Så med undtagelse af nogle få kontrapunktiske drømmesekvenser, er det en meget monoton beskrivelse af en ellers formativ sommer for Adriana.
Den anden gennemgående hovedkarakter er moren Clara, men ligesom med Adriana bliver vi som tilskuer holdt på så lang afstand, at vigtige mellemregninger bliver overladt til publikums egen fantasi, med kun resultatet præsenteret i filmen.
© Angel Films
Kill your darlings
Hele vejen igennem sidder man med en følelse af, at det er en enormt personlig film for instruktør Emanuele Crialese. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at manuskriptet er inspireret af hans eget liv. Det giver filmen et idiosynkratisk udtryk og en gennemgående nerve, men underbygger også samtidig udtrykket, ”kill your darlings”. Meget af filmens relativt afmålte spilletid bliver brugt på trivielle hverdagssituationer, ofte mellem Adriana og Clara, der sikkert har haft enorm betydning i instruktørens liv, men på film er tid en mangelvare, og scenernes betydning står slet ikke mål med den tid, de tager.
Min enestående mor har helt klart nogle kvaliteter, som gør den værd at se og tænke over. Penelope Cruz er altid god, og gør hvad hun kan, for at udfylde de mange huller i Claras karakter, ligesom den unge Luana Giuliani som Adriana har den råhed, der skal til, for at gøre karakteren levende. Derfor er det endnu mere ærgerligt, når historien er rodet og uforløst fortalt, så man efterlader biografen mere forvirret end det nok var intentionen.
