Anden akt

Kategori Biografen af - august 10, 2023
Anden akt

Lena Olin leder efter meningen med tilværelsen

På overfladen ligner Anden Akt et helt almindeligt romantisk komediedrama. Den nyudklækkede pensionist Eva (Lena Olin), er fysioterapeut, men står pludselig over for et nyt kapitel i sit liv. Med en voksen søn, der gerne vil have sit eget liv, og en eksmand, der har efterladt hende for naboen efter 40 års ægteskab, står hun for første gang helt alene, uden nogen klar og tydelig retning på sit liv. Derfor vender hun tilbage til arbejdet for at hjælpe med en særlig besværlig patient, den kendte skuespiller og selvudnævnte diva, Harald Skoog (Rolf Lassgård). Sammen udgør de et umage par, men deres forskellighed er måske lige netop det, der kan sætte skub i et nyt kapitel af deres liv.

Du tror nok, at du allerede kender historien og har set den mange gange før, og det har du i og for sig også. Det er ikke ligefrem, fordi den dybe tallerken bliver gen opfundet, når det kommer til de narrative konventioner inden for den her klart definerer genre, som har et lige så klart defineret publikum.

Coming-of-old-age
Helt konventionel er historien heller ikke, fordi der bliver kastet en lille krølle på kærlighedshistorien mellem fysioterapeuten og skuespilleren. De er som ild og vand, men efterhånden som Eva og Harald lærer hinanden at kende, kan man godt se kemien mellem dem. Og Det er i det her forhold, at filmen løfter sig op fra middelmådigheden. I stedet for at skubbe Evas personlige udvikling og forsøg på at finde sig selv til side, og erstatte det med et nyt forhold, så udvikler det sig alligevel ikke helt som man skulle tro.

Filmen er dog mere end genren, og det er netop fremstillingen, der gør filmen interessant. Det her er en film med folk, der er i deres livs efterår, og som ikke forsøger at være ung med de unge, men i stedet opfører sig som mennesker i deres aldersgruppe gør. Problemerne kan måske minde om hinanden, men kærligheden ser anderledes ud, når man er 60 og ikke 20 år. Fedt er det også at opleve scener med Lena Olin, der står op sent om natten uden makeup, selvom man ellers har lært fra film, at alle sover med sminke i ansigtet. Så selvom jeg måske ikke er i den pensionsduelige alder, føler jeg mig alligevel inviteret indenfor i Evas følelsesliv.

Budskabet er ligeledes mere autentisk, end man skulle tro. Det er ikke så meget det moderne budskab om, at man kun skal være sig selv nærmest, men mere, at det er sundt og sætte pris på sig selv en gang imellem, i stedet for hele tiden at gå på kompromis for andres skyld. Så Anden Akt er bedre, end man måske skulle tro. Der er lige præcis nok eftertænksomhed i historien og en naturlighed i karakteriseringerne til, at filmen er værd at se.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.