Et velkendt, men veludført drama
En dag vil vi fortælle hinanden alt er en film, der til tider kan være svær at forholde sig til. I spændingsfeltet mellem kærlighed og begær følger vi den unge Maria, der som 19-årige ikke bare skal til at vælge retningen for sit liv, men samtidig også befinder sig i et Østtyskland, der lige er blevet genforenet med Vesttyskland efter DDRs opløsning. En sensommer i 1990, tilbringer hun dagene med at vandre rundt i de landlige omgivelser med hovedet begravet i bøger, og ellers med sin jævnaldrende kæreste, der er helt betaget af de nye muligheder, der pludselig er opstået efter genforeningen. Det hele virker ligetil, indtil hun pludselig for blik for den noget ældre nabo Henner, der vækker noget i hende, som hun aldrig har følt før.
Allerede baseret på præmissen står det klart, at filmen står overfor en grundlæggende udfordring, man har set det hele før. Hvad end det er den forbudte kærlighed eller murens fald, så er det om ikke andet meget genkendelige problemstillinger. Det melodramatiske drama og den fortvivlede kærlighedshistorie i sommerlige omgivelser, har dannet kulisse om så mange kærlighedsdramaer i filmhistorien, og gør det samme her.
En tour-de-force af Marlene Burow
Det kan også nogle gange være svært at spotte originalitet i manuskriptet, der kun perifært og hovedsageligt i baggrunden, udnytter, at handlingen udspiller sig i den første sommer efter genforeningen. Der kan drages paralleller til den verden, der åbner sig, når man bliver voksen som Maria, eller det svære valg mellem det spændende og farlige nye overfor det trygge, men velkendte. Spændingen mellem øst og vest forbliver dog mere et krydderi end den helt store medspiller i historien.
Til gengæld er der en altopvejende faktor, og det er Marlene Burow i rollen som Maria. Vi tilbringer hver eneste scene i selskab med hende, og havde det ikke været for en tour-de-force af den unge tyske skuespiller, kunne det meget let have endt som en langtrukken oplevelse. I stedet lever man sig helt ind i Marias liv, hvor vi skal hele følelsesregistret igennem. Efterhånden som man lærer Maria at kende, begynder man også selv at blive mere følelsesmæssigt påvirket, og det er i høj grad Marlene Burows fortjeneste.
En dag vil vi fortælle hinanden alt er egentlig en film, der er meget nem at anbefale, dog med et forbehold. Det er en film for alle dem, der gennem deres liv har kæmpet med de store følelser, og den handlingslammelse og på samme tid besættelse, de følelser kan fremmane. Det kan heller ikke understreges, hvor meget filmen bliver båret af Marlene Burow, for havde det ikke været for hendes imponerende, autentiske og overvældende præstation, havde det ikke været en halvt så god oplevelse.
