Et epos i sin reneste form

Kolibrien fortæller den langstrakte livshistorie om Marco, der bliver kaldt for kolibrien, grundet sin meget stilfærdige og tilbageholdende tilstedeværelse i den ellers meget ekstroverte og frembrusende Carrera familie. Men selvom Marco måske fremstår som den person i familien, der er mest stilstående, ser vi gennem flere årtier, hvordan selv en konfliktsky person, også kan have et rigtigt følelsesliv fuld af op- og nedture.

Det er beundringsværdigt, at instruktør Francesca Archibugi vil fortælle en storstilet livshistorie om en person, der ikke på papiret er særlig cinematisk, fordi det skaber nogle helt naturlige udfordringer, som filmskaberne skal overkomme – for hvorfor skal publikum interessere sig for en person, der tilbringer det meste af tiden med at holde igen?

Mennesker man har lyst til at følge
Den mest åbenlyse løsning på problemet er tid. Der bliver ikke bare dvælet ved de skæbnesvangre øjeblikke i Marcos liv, men også de mere trivielle situationer i familielivet, så vi virkelig kan forstå deres betydning og komme helt ind på livet af Marco, så han bliver en tredimensionel person. Tænksomheden giver også plads til at se, hvordan han påvirker og bliver påvirket af menneskerne omkring sig. Der også noget grundlæggende overvældende ved at tilbringe flere årtier i selskab med en række personer og se, hvordan deres eksistens ændrer sig med tiden.

Tiden ville dog ikke have nogen betydning, hvis ikke den var engagerende – hvilket den heldigvis er, takket være et formidabelt ensemble anført af skuespillere som Kasia Smutniak, Pierfrancesco Favino og den altid betagende Bérénice Bejo. Alle de medvirkende, fra børn til de voksne, er så velvalgte, at selvom historien tager en skuffende, forudsigelige melodramatisk drejning i 2. akt, så mister man aldrig interessen for at se, hvad konsekvenserne er for alle i familien Carrera.

Kolibrien er noget så sjældent som et vellykket familieepos. Med sin elegante visuelle æstetik og stilfulde brug af montager og sjælfulde voice-over af Pierfrancesco Favino, lever man sig langsomt og helt naturligt ind i Marcos eksistens, der er præget af en altoverskyggende pligtfølelse, der lægger en dæmper på alt. Marcos problemstillinger er måske ikke ekstraordinære, men præsentationen er tryllebindende i sin autenticitet, og det er der, hvor filmkunsten rummer sin største kraft.