Manden med hatten og pisken er tilbage
Der er gået 15 år siden sidste film, og det vi alle sammen nok troede var slutningen på en franchise. Men her er vi så, og hvis man ser bort fra en mere eller mindre vellykket de-aging, kunne man lokkes til at tro, at det var ventetiden værd.
Vi er tilbage i Nazityskland, og den kære arkæolog er igen lige midt i suppedasen i en ny jagt på en MacGuffin, som er en nødvendig ingrediens i alle Indiana Jones eventyr.
Kamera og lyssætning er i modsætning til forrige film godt håndværk, hvilket næsten er blasfemisk at skrive, når man ved, at det var en Steven Spielberg film. Men forståelsen for en traditionel lyssætning, der er optaget digitalt i stedet for på celluloid, fik dengang i 2008 alting til at se meget kunstigt ud. Det er ikke længere tilfældet. Eller jo, for nu er alting sovset ind i digitale effekter. Hver frame er fyldt til bristepunktet.
James Mangold har overtaget instruktørstolen i forsøget på at balancere alle de traditioner en Indiana Jones film skal indeholde. Og hvilke traditioner er det så?
Den første har jeg allerede skrevet om. En MacGuffin. En genstand der er nødvendig for plottet og karakterernes motivation. Sådan en har vi. Den er endda en del af filmens titel.
Så er der Harrison Ford, som helst skal se ud som om nogen lige har vækket ham fra verdens bedste lur. Der skal flyve bedrevidende kommentarer gennem luften. Der skal være mange af dem og i hurtigt tempo.
Der skal være en sidekick, som i mange af de andre eventyr har været en mere eller mindre hjælpeløs kvinde. Det går ikke i 2023, så denne gang er det et forsøg på en kopi af hovedpersonen selv. Det virker bare ikke, da rollen som Helena Shaw, spillet af Phoebe Mary Waller-Bridge, for det meste er voldsomt irriterende, og enkelte gange decideret øretæveindbydende.
Men det er jo det, der sker, når et hav af forfattere skal gøre Kathleen Kennedy glad. Her mener jeg, at der arbejdes så meget på plottet, at karakterudviklingen bliver smidt på bagsædet. Til dem, der ikke ved hvem Kathleen Kennedy er, kan jeg blot skrive, at det også er hende, der står bag de nyeste Star Wars film.
Sidst, men næsten vigtigst, skal der være en skurk. En skurk omringet af hjælpere, der altid er lige så dumme som bøffen i Olsen Banden. Heller ikke her skuffer the Dial of Destiny.
Mads Mikkelsen spiller Jürgen Voller. Der kan ikke skrives meget om ham uden at komme ud i spoilerterritorie, men Mads Mikkelsen kan sætte endnu et hak i sin franchise tipskupon, og der er en grund til, at telefonen bliver ved med at ringe. Han gør det fremragende.
Med alle disse traditioner og ingredienser på plads, bevæger filmen sig ud i, hvad der i begyndelsen godt kunne ligne en kæmpe succes. Men efter den første time, som tegner godt, begynder en
rutsjebane af plothuller, mangel på karakterudvikling, ligegyldige gæsteoptrædener, fanservice, og hvis du synes, at det i sidste film fra 2008 blev lidt for meget med en interdimensionel portal med krystalskeletter, der bliver til en alien, så spænd sikkerhedsselen.
Det er jo ikke fordi noget overnaturligt gør Indiana Jones universet utroværdigt. Der har været overtro og uforklarlige hændelser med i alle filmene, det er også tradition, men hver gang er det åbenbart for svært at modstå trangen til at skulle overgå sidste eventyr.
Så det, der startede som en værdig afslutning, bliver tabt på gulvet, og ikke engang John Williams musik er et stærkt nok plaster på såret.