En kunstner uden noget på hjerte
Det er måske lidt mærkeligt at skrive, men efter at have set Asteroid City, sidder man lidt tilbage med en følelse af, at Wes Anderson befinder sig i en mindre kunstnerisk krise. Instruktøren, der er kendt, elsket og anerkendt for sine nøje planlagte billedkompositioner, der er tegnet og tilrettelagt helt ned til mindste detalje, og for sine historie om skæve eksistenser, har bestemt ikke mistet sit visuelle udtryk, og man kan heller ikke påstå, at han har udvisket noget i bestræbelserne på at blive mere mainstream, eller hvad man ellers kunne have frygtet. I stedet er det meget værre – Wes Anderson har ikke noget at fortælle.
Fortællerammen er kringlet, som kun Wes Anderson kan gøre det. Asteroid City er et teaterstykke, der bliver præsenteret som en film, mens forproduktionen og dramaet bag kulisserne bliver præsenteret som et sort/hvidt teaterstykke i instruktørens vanlige, symmetriske 4:3 billedformat. Det er en usædvanlig måde at fortælle sin historie på, og fuldstændig i tråd med instruktørens resterende filmografi. Når man så krydrer det med en endeløs perlerække af velkendte skuespillere, både nye og gamle, så burde det vel være en ubestridelig succes, eller hvad?
Hvad er formålet?
For selvom formen er gennemført som altid, står det også lige så soleklart, at Andersons fortælling bare går i tomgang. Til trods for alle de metarefleksive kneb, er det svært at spore nogen narrativ drivkraft, og så er det svært at fastholde interessen, når persongalleriet taler så mekanisk, at man til tider mistænker aliens for at have skrevet replikkerne.
Der er faktisk så lidt retning på historien, at selv karaktererne ikke kan forstå, hvorfor de gør som de gør, og afkræver svar fra instruktøren og manuskriptforfatteren i filmen. Lige lidt hjælper det, for det hele er tilsyneladende en store metarefleksiv stiløvelse. Den eneste redning er, at der stadig ikke er nogen andre, der laver film ligesom Wes Anderson, men det alene er ikke nok til at gøre den enestående og seværdig.
Asteroid City er en meget flot og som altid gennemført filmproduktion, men set i kontekst af Wes Andersons forrige kunstværker, er det en mere usammenhængende af slagsen. De museumsværdige billedkompositioner og det misundelsesindgydende ensemble af filmstjerner er ikke nok til at maskere, at der ikke rigtig sker noget, og så er det svært at anbefale publikums interesse, også selvom den er visuelt betagende.
