The Flash

Kategori Biografen af - juni 14, 2023
The Flash

En helt tilforladelig superheltefilm

The Flash er en film, der virkelig har været præget af en enorm uvished og spekulation op til premieren. Hvad end det har været skiftende instruktører, den enormt store uvished om, hvordan DCs superhelte kommer til at se ud i fremtiden, hovedrolleindehaveren Ezra Millers personlige problemer, fusioneringen af Warner Bros. og Discovery, for slet ikke at tale om den globale pandemi, der har udskudt premieren i flere år.

Med alle de spørgsmål i mente, er den største overraskelse i sidste ende, at det er en temmelig tilforladelig filmoplevelse. I en tid, hvor alt tilsyneladende handler om multiverset. Hvor filmskabere sætter spørgsmålstegn ved fremtiden og leger med, hvordan fortiden kunne have set ud, er der noget nærmest beskeden over filmens intime tilgang til konceptet. I denne udgave af den berømte tegneserie Flashpoint, handler det om superhelten The Flash, med det borgerlige navn, Barry Allen, der rejser tilbage i tiden for at redde sin mors liv. Men som vi ved, kan man ikke ændre ved fortiden, uden at det får vidtrækkende konsekvenser for fremtiden. Og da Barry vender tilbage, er intet som det burde være.

© Warner Bros. Discovery

Overkommelig
Det hele er så enkelt, som det lyder, og det er også filmens store force. Det er en larmende og ikke særlig dybsindig en af slagsen, men det er heller ikke fordi, der bliver skiltet med andet. Hele spektaklet forløber i et anstændigt tempo, og det er næsten beundringsværdigt, at hele fortællingen bliver fortalt og afsluttet på lidt over to timer, uden at trække tingene i langdrag og forfalde til trusler om, at publikum skal tvinges til at bruge endnu mere tid på den her historie i fremtiden.

Ezra Miller slipper også overraskende godt fra at spille to versioner af den samme karakter, men den største glæde er selvfølgelig gensynet med Michael Keaton, der endnu engang hopper i kostumet med flagermusørerne.

The Flash er kitsch, men slet ikke så stort et makværk, som man kunne have frygtet. Uagtet, hvad der har gået forud, så er og bliver filmens største problem, at den ikke fungerer som kulminationen på noget som helst, eftersom DCEU aldrig rigtig kom i gang, inden James Gunn overtog roret og om nogle år starter forfra på DCs superhelte. Isoleret set, er The Flash dog ganske tilforladelig, med sin overkommelige spilletid, masser af action og en historie, der til trods for alle sine mangler, faktisk har en slutning, der ikke bare leder op til den næste. Det kommer dog nok ikke til at være en af de film, som man mindes flere år ud i fremtiden.

© Warner Bros. Discovery

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.