Endelig en god version af de tre musketerer
I denne nye franske version, af Alexandre Dumas’ udødelige klassiker om de tre musketerer Athos, Portos og Aramis, og ikke mindst den unge D’Artagnan, er der virkelig blevet skruet op for effekterne.
Det er stadig det personlige drama, der driver historien. Hvad end det er kærlighedshistorie mellem Constance og D’Artagnan, fremført med en naturlig og mærkbar kemi mellem de to unge skuespillere, François Civil og Lyna Khoudri, eller Arthos’ sørgelige fortid, som han søger soning for, bliver alle filmiske virkemidler taget i brug for at understrege, at karaktererne virkelig har noget på spil. Samtidig fungerer selve plottet som en kontrafaktisk historietime. Hvis du ikke allerede vidste det, så centrerer dramaet, som musketererne forsøger at afmontere, om en ulmende krig mellem katolikker og protestanter i Frankrig. Alt imens er der nogle magtsyge mennesker, der manipulerer fra baggrunden og forsøger at få kongen henrettet, så de kan få søsat en lukrativ krig. Der er med andre ord rigeligt at få fortalt.
Med stolthed og præcision
Kombinationen mellem de meget personligt drevne karakterer, og det store nationale plot, fører til en første del, der bare flyver afsted. Æstetikken er helt i top, og det er med et skær af national stolthed, at karaktererne får lov til at se grimme og beskidte ud, som de fleste nok gjorde tilbage i 1600-tallet. Vi er nemlig lang væk fra Hollywoods glansportrætter, selvom der er velkendte ansigter som Vincent Cassell og Eva Green på rollelisten.
Der kælet for alle detaljerne, med flotte actionsekvenser, præsenteret som var det én lang optagelse, mens historien også fører os vidt og bredt, fra de fjerneste egne af Frankrig, til et visit over søen til England, alt sammen i musketerernes bestræbelser på at redde hinanden og Frankrig.
Eneste minus er selvfølgelig, at det kun er første del af fortællingen. Det er dog til at klare, for eftersom originalen også var i to dele, slutter filmen et naturligt sted. Der har været en progression i såvel det overordnede plot som hos de fire musketerer, men samtidig sidder man tilbage med en masse uafklarede spørgsmål, og løftet om en større konklusion i den kommende del to. Og heldigvis er anden del allerede optaget og premieresat til senere på året i Frankrig, så forhåbentlig skal vi ikke vente så længe herhjemme, på at få, hvad der tegner til at være den definitive version af fortællingen om de tre musketerer.