En Transformers-film ligesom alle de andre

Med den nu syvende Transformers-film, går man ud fra biografen med en markant følelse af, at det her koncept virkelig har stagneret. Til trods for, at Michael Bay, Travis Knight og nu Steven Caple Jr. i instruktørstolen, har prøvet af skifte tidsperiode, indsætte robotdinosaurer, og nu robot King Kong, så kommer man ikke uden om, at det er svært at spore den helt store udvikling fra den første film i 2007 og til nu.

Filmskaberne er stadig bundet op på den struktur, hvor et par sagesløse mennesker bliver involveret i en intergalaktisk kamp mellem robotlignende rumvæsner, der tilfældigvis er endt på Jorden.

Hvorfor den kringlede historie?
Mere bemærkelsesværdig er de forcerede mennesker, der skal tilføre filmen patos, fordi den nørdekultur, der var forbeholdt børn og barnlige sjæle for 15 år siden, nu er blevet hvermandseje. Man behøver slet ikke bruge tid på at retfærdiggøre, hvorfor vi skal følge de her kæmperobotter, der smadres mod hinanden, som var det en femårig dreng, der legede med sit legetøj. Det almene biografpublikum er indforstået med det, og har bevist, at de glædeligt går ind og ser det.

Når jeg bruger så meget spalteplads på historien, der i sig selv ikke er nævneværdig, er det fordi, jeg, ligesom filmskaberne, har erkendt, at plottet aldrig har været i fokus. Det har altid handlet om actionsekvenserne, så hvorfor forsøger de overhovedet at fortælle en følelsesladet historie, når det er så halvhjertet.

Overdreven blockbuster action
Til gengæld, når det så kommer til den bombastiske action, er det svært at pege på en film i år, der er mere øredøvende – i bogstaveligste forstand. Det er et rent lyd- og billedinferno, hvor hele biografen ryster, så subwooferne nærmest er ved at eksplodere, hver gang Optimus Prime viser sig på lærred. Og hver sekvens bygger videre på den forrige, så det hele tiden bliver større og større, indtil det ikke kan være mere eksplosivt.

Transformers-serien er en anomali i filmindustrien, ligesom Fast & Furious-serien. Som stor filmelsker, kan det være svært at forstå, hvordan der kan være produceret så mange Transformers-film, henover så mange år uden, at de har efterladt noget nævneværdigt aftryk på filmlandskabet eller kulturen generelt. Det er dog ikke mig, filmene er henvendt til, men et meget specifikt segment, der tilsyneladende elsker de her film, fordi de bliver ved med at gå ind og se dem. Og til dem kan jeg kun beroligende sige, at de får, hvad de gerne vil have. Det, de har fået tidligere, får de nu igen for syvende gang.

I den forstand er Transformers: Rise of the Beasts, en udmærket Transformers-film, der nok skal vinde indpas hos sit kernepublikum, men ligesom med alle forgængerne, er det svært at pege på, hvorfor folk udenfor dette segment absolut skal se mødet mellem autobotterne og maximalerne.