En forestilling om den indre butik
DING DONG
Line Knutzon er sluppet ud af et begrænsningsfængsel og skal ikke længere skrive nyfortolkninger af gamle værker fra 1866. Hun er igen herre i egen butik på godt og aldrig ondt.
Med forestillingen Ekspedienterne bliver man hurtigt i tvivl om, hvad det hele går ud på, hvad der sker og hvorfor, men underbevidst er vi helt med, hele tiden, og griner af det tankemylder, vi troede, vi havde for os selv.
Som Yin og Yang uløseligt er knyttet sammen, spiller Tilde-Maja Fredriksen og Mikkel Arndt de tanker, der diskuterer med sig selv og hinanden i den butik, vi kalder os selv.
Det er stor skuespilkunst at kunne fremføre Knutzons tekster, uden det bliver overspillet og hysterisk, men her i butikken går det så ganske glimrende. Det er lang tid siden, jeg er gået ud af teatret så fyldt med forundring, beundring og mæt uden at blive forspist i sproglig legelyst.
Hvor skal osten egentligt stå?
Den ene vil ikke sælge noget af det, der er i butikken, og den anden vil give det gratis væk. Det er noget af en rodebutik med alt og intet på hylderne. Der er blevet kørt hårdt på længe med lidt for meget underskud, og alle andre butikker giver langsomt op. Det er spøjst og morsomt skrevet og fortalt, men på vejen hjem, kom virkelighedens alvor hurtigt på besøg, da jeg gik forbi det ene tomme, støvede og efterladte butiksvindue efter det andet og kom i tanke om en (butik) jeg savnede, som ikke findes mere.
Når småt er godt
Elisa Kragerup har sammen med Tilde-Maja Fredriksen og Mikkel Arndt fundet en perfekt balance mellem det fysiske og den indforståede visualisering, og forestillingen har fundet et helstøbt hjem i siloen på Edison. En lille intim sal, hvor publikum føler sig som en del af butikken. Eneste kritik er lyssætningen, som godt kunne have været en kende mere charmerende.
EKSPEDIENTERNE spiller fra 03. maj til 10. juni 2023. Siloen på Edison.
Varigheden er ca. 1. time og 15. minutter. Uden pause.
Medvirkende. Tilde-Maja Fredriksen, Mikkel Arndt. Manuskript: Line Knutzon og Elisa Kragerup. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografisk konsulent: Karin Gille. Lysdesign: Christian Alkjær.
Forestillingen er støttet af Wilhelm Hansen Fondens husdramatikerordning.
Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.