Et kommunalt drama om klimakamp, papirarbejde og vold
Når spegepølse er en menneskerettighed
Gennem folkeskolelæreren Elin, der kaster sig ud i skolens klimauge, og Andreas, der har første dag på sit nye arbejde i Miljøforvaltningen, oplever vi, hvordan en lille ulmen bliver til en voldsom ild.
Forestillingen At lære at dø giver sig god tid til at få etableret sin verden, og de få vi møder i den. Alt unødvendigt er næsten blevet sorteret fra, og publikum får en tanke-håndgranat smidt lige i ansigtet.
Hovedtemaet er klimakamp, men lige så vigtigt, hvad mennesker er i stand til at gøre, hvis de bliver presset langt nok op i hjælpeløshedens hjørne.
Uden at afsløre for meget af handlingen, så har Elin fået galoperende angst af alle de fakta, hun har læst og lært udenad. Det, der skulle havde været en præsentation og undervisning for en ottende klasse, bliver til et magtesløst opråb rettet mod en grædende fjerde klasse.
Det går ikke bedre for Andreas, der allerede efter en uge på sit nye arbejde må erkende, at mod det kommunale system, kæmper selv de bedste forgæves.
Det er især i denne fortælling, at forestillingen har ramt målskiven så præcist, at man glemmer at grine af absurditeten, for selvom det er fiktion, så er der så mange sandheder, at håbet forsvinder som luften i en ballon.
Det er også her forestillingen har sin akilleshæl. Er det behageligt at indløse billet til en løftet pegefinger og voksenskældud i halvanden time? Nej. Er det nødvendigt. Ja. Gør det.
En sejrsrunde til
Scenografien er sparsom, men gennemtænkt, og lige som manuskriptet, er alt unødvendigt skåret fra. En videoprojektion giver dybde og mulighed for sceneskift. Små interviewbider af skolebørn, bliver brugt til at dele scener op med. En frygt for boomer blaming opstår, men de små videoklip holder sig for gode, til at gå ned ad den sti, og bliver heldigvis aldrig udskammende.
Viktor Tjerneld har, med sin tekst og instruktion, skabt et vigtigt bidrag til en uundgåelig debat, som hele tiden virker, som noget vi venter med at tale om til i morgen eller måske i næste uge, eller måske næste gang der er klimauge.
At lære at dø har allerede gået sin sejrsrunde, men tager en tur mere på Mungo Park i Allerød. Denne gang spiller Sara Fanta Traore rollen som den klimadepressive Elin og erstatter Rikke Westi, som ellers ses på billederne og plakaten fra teatret.
Mungo Park er stadig Mungo Park, og heldigvis for det
Den nye sal ligner og føles næsten som en biografsal, så da skuespillerne kom frem i levende live, blev jeg helt overrasket. Det er blevet et flot og imødekommende hus, men heldigvis også stadig et hyggeligt hus. Enkelte ældre gæster ytrede dog efter forestillingen, at de havde haft svært ved at høre replikkerne. Måske skal man alligevel overveje mikrofoner for at imødekomme netop dette publikum og de bagerste rækker.
Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg gik derfra i opløftet tilstand med fornyet håb for fremtiden. Faktisk fik jeg set en del mere af Allerød end planlagt, da jeg i stedet for at gå direkte mod toget, gik i egne tanker ned ad en tilfældig gade. Men hvad kan en forestilling egentligt bede om mere end det?
At lære at dø spiller fra 18. marts til 09. maj 2023. Mungo Park. Allerød.
Varighed 1 time og 30 minutter.
Vi anbefaler forestillingen fra 15 år og op.
Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams og Sara Fanta Traore Instruktion og tekst: Viktor Tjerneld Scenografi: Peter Schultz Lyddesign: Emil Bøll Lysdesign: Jari Matsi Videodesigner: Christian Halberg Foto og trailer: Rumle Skafte
