Et feministisk perspektiv på historien

I Corsage følger vi den fiktive historie, baseret på virkelighedens kejserinde Elisabeth af Østrig, der herskede over Østrig og Ungarn i sidste halvdel af 1800-tallet. Eller, ”hersker” er måske så meget sagt, for da vi møder hende, er det på hendes 40-års fødselsdag, og hendes indtræden i et nyt årti markerer også, at hun nu bliver anset for at være en ældre dame, og dermed ikke har den store værdi længere. Det vil hun dog ikke finde sig i, så gennem hendes privilegerede position, forsøger hun alligevel at genskabe sin indflydelse og status.

© Angel Films

Kampen for at være til
Symbolikken er til at tage og føle på. Hendes korset, som filmen så passende er opkaldt efter, bliver hele tiden strammet i et forsøg på at leve op til samfundets skønhedsidealer, og når en af hendes hjælpere ikke kan stramme korsettet mere, så beder hun bare en anden om at gøre det. Denne kontrol bliver direkte kontrasteret med den offentlighed hun optræder i, hvor hun hele tiden får at vide, hvad hun skal gøre, og hvad hun skal sige.

Konflikten med at finde en mening med tilværelsen, når man er blevet vejet og fundet for let, samtidig med, at man er som en fugl i et guld bur, er et solidt fundament for en tankevækkende fortælling. Desværre er der ikke den store variation i, hvordan denne indre konflikt bliver udforsket. Alle scener handler om Elisabeths hunger efter at genvinde kontrollen over sit eget liv. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun lader som om hun besvimer, for ikke at besøge Ungarn, som kejseren ellers har befalet hende at gøre, eller ved at forføre en anden mand, dog uden at gøre brug af muligheden. Alt handler om at vise andre, at hun stadig har noget at skulle have sagt og, ikke mindst om at bevise for sig selv, at hun stadig kan begæres, nu hvor hendes mand og resten af etablissementet har henvist hende til en tilværelse i skyggen.

© Angel Films

For de allerede indviet
Det er dog som om, at filmen ikke har så meget andet at sige, og derfor fremstår spilletiden meget lang. Man fanger budskabet meget hurtigt, men vinklingen er ikke så tankevækkende, som man havde håbet. Heldigvis bliver filmen reddet af Vicky Krieps i hovedrollen, som de fleste nok kender fra Den skjulte tråd. Selvom manuskriptet mere gentager end perspektiverer, lykkes det alligevel for Krieps, at få kejserinden til at fremstå som et fortvivlet menneske, der er fanget i en meningsløs tilværelse.

Som en del af den moderne bevægelse, hvor man kigger tilbage på historien med nutidens – feministiske – briller, passer Corsage perfekt, og man ryster da også på hovedet over, hvor mandschauvinistisk og firkantet livet var, også for nogle af de mest privilegerede mennesker i verden. Filmen taler dog så meget til de allerede indviet, at der ikke er så meget stof til eftertanke, som der ellers kunne have været. Det helt store trækplaster er dog Vicky Krieps, der leverer så stærk en præstation, at det (næsten) kompenserer for, hvor konventionel en fortælling det egentlig er.