En frygtelig relevant film
Efter sin imponerende debutfilm, En helt almindelig familie, tilbage i 2020, vender instruktør Malou Reymann tilbage til det store lærred med sin anden spillefilm, Ustyrlig, der hiver fat i et mørkt og ofte glemt, men ikke desto mindre stadig relevant kapitel af Danmarks historie.
Vi rejser tilbage til 1930’erne, hvor den 17-årige Maren opfører sig som en, set med nutidens øjne, helt normal teenager. Hun prøver grænser af for at finde sig selv, men bliver anset for at være vild og uregerlig af sine omgivelser. Meget forståelse er der heller ikke at finde fra hendes mor, der har travlt med at brødføde hendes mange andre søskende. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, inden Maren bliver anbragt på kvindeanstalten, der ligger på Sprogø. Her fortsætter den manglende empati, og fremtidsudsigterne er ikke særligt positive, fordi, nu hvor hun er blevet stemplet som værende ’åndsvag’, er der tilsyneladende ikke grænser for, hvor meget hendes liv kan forværres og hendes menneskerettigheder krænkes.
Foto: Sverre Sørdal
En tragisk historie
Danmarks behandling af kvinder, der groft sagt, ikke begik nogen større forbrydelse end at falde udenfor de etablerede normer, er intet mindre end urovækkende. Fortællingen om de umenneskelige anstalter, tvangssterilisation, mishandling og psykisk tortur, passer ikke ligefrem ind i den danske selvforståelse, og derfor kommer det måske som en overraskelse for de fleste, at de her institutioner fortsatte helt frem til 1970’erne.
Derfor er det også vigtigt at hive fat i, og måden Malou Reymann gør det på, er ganske eminent. Fordi det er ikke ’bare”, den personlige fortælling fra Marens perspektiv, men også alle de andre involverede – både mænd og kvinder – som i allerhøjeste grad dyrkede den her umenneskelige adfærd på en måde, som er svær at sætte sig ind i, hvis man besidder bare den mindste smule empati.
Du har fx forstanderinden Frk. Nielsen, spillet af Lene Maria Christensen, der måske udadtil er den mest brutale af dem alle, men som vi langsomt finder ud af, overkompenserer, fordi hun også selv falder udenfor de meget snævre begrænsninger, der tilhører normalen. På anstalten møder Maren også den lidt ældre Sørine, der har tilbragt flere på øen, og som er blevet fuldstændig pacificeret, i et desperat håb om, at hun måske en dag vil blive lukket ud. Ensemblet er enormt velspillet, lige fra den unge Emilie Koppel i rollen som Maren, til Jessica Dinnage som Sørine, og selv den på overflade ubarmhjertige overlæge Wildenskov, spillet af Anders Heinrichsen, fremstår nærmest som en helt i sin egen historie – fordi det hele er underbygget af skarpt skrevne karakterer.
Foto: Sverre Sørdal
En mesterlig indpakning
Det er dog ikke bare skildringerne og fortællingen, der er god, også på et filmteknisk niveau stråler produktionen. Billedet er kornet og grynet med en varm og lettere sløret okklusion, der vækker minder til dengang spillefilm brystede sig af at være optaget i ”Technicolor”. Fortælletempoet er også så roligt, og lydsiden så minimalistisk, hvilket både får stilen til at minde mere om 1973 end 2023, men også understreger, at livet foregik i et andet tempo for 90 år siden.
Ustyrlig er en fabelagtig og gruvækkende film, der bør fungere som en påmindelse for os alle, om ikke at gentage fortidens synder, der er alt for lette at glemme. Historien er ikke bare fænomenal og, desværre, stadig relevant, men den er også ekstremt vellavet, yderst velspillet og et godt drama. Selvom man godt ved, præcis hvordan tingene kommer til at udvikle sig, kan man ikke lade være med at blive påvirket. Malou Reymann sætter virkelig en tyk streg under, at hun allerede er en af Danmarks dygtigste instruktører, og hvis hun fortsætter ad dette spor, er jeg ikke i tvivl om, at hun også kan blive en af vores bedste filmskabere.
Foto: Sverre Sørdal
