Et enestående kammerspil
The Whale er en film, der er som skabt til Brendan Fraser. Historien om en dybt ulykkelig mand, der er som fanget i sin egen krop, drager paralleller til Frasers eget liv, der eftersigende har været ramt af den ene ulykke efter den anden i det seneste årti.
I filmen følger vi den svært overvægtige Charlie, der får at vide, at hans tid er ved at rinde ud, og som derfor forsøger at blive forsonet med sin datter, han ikke har set i årevis. Hen over en skæbnesvanger uge, følger vi hans liv i denne fortælling, der startede tilværelsen som et teaterstykke.
© Nordisk Film Distribution
Brendan Fraser i sit livs rolle
Man føler med Charlie og væmmes af ham på en og samme tid, men vigtigst af alt, så fremstår han som et troværdigt menneske, der er hjemsøgt af et stort traume, som han aldrig har haft styrken til at komme sig over. Brendan Frasers præstation har været meget omtalt og hypet op til premieren, og lad mig bare med det samme slå fast, at han er ganske enestående i rollen. Hans ansigt er et, der er gennemsyret af en tristesse, som man ikke kan fake, medmindre man har haft et virkelig hårdt liv.
Lidt mere vævende står det til, når det kommer til Darren Aronofskys instruktion. Aronofsky er kendetegnet for sin manglende subtilitet, og man behøver ikke at se længere tilbage end hans forrige film, Mother!, som lånte så meget fra bibelen, at det tendenserede til plagiat. Alligevel præsenterede han den som en dybsindige, nyskabende og original fortælling.
Den manglende nuancering i hans instruktion gør også, at da filmen fx skal etablere helt i starten, at hovedkarakteren er homoseksuel, bliver det gjort på en måde, der er så uelegant og eksplicit, at det er i nærmest konflikt med resten manuskriptet. Et manuskript, der ellers er kendetegnet ved at være både elegant og naturligt i sine personskildringer, så når der rammes ved siden af, er det faktisk lidt irriterende.
© Nordisk Film Distribution
Skuespillet i centrum
Ligesom Brendan Fraser, der passer perfekt til sin rolle, faktisk så godt, at han overstråler ethvert fejltrin ved instruktionen, så er resten af ensemblet ikke bare enormt velskrevet, men også velspillet.
Du har selvfølgelig Sadie Sink, de fleste nok kan genkende fra Stranger Things, der gør det virkelig godt i den kontrastfyldte og ekstroverte rolle som datteren, der er blevet svigtet af sin far hele sit liv. Også Hong Chau gør det godt som Charlies ven, der passer på ham hver dag. Langsomt finder vi ud af, hvorfor hun besøger ham hver dag, til trods for, at det smerter hende at se hans fysiske tilstand.
Selvom ingen af dem er lige så tydeligt syge som Charlie, er der ingen tvivl om, at de alle går og tumler med problemer, og det er måden, hvorpå vi langsomt kommer ind på livet af dem, der virkelig fanger ens opmærksomhed, og gør filmen til noget særligt.
© Nordisk Film Distribution
Derfor er The Whale et af de allerbedste kammerspil, jeg nogensinde har set. Hele handlingen udspiller sig i en lejlighed, der er kun fem karakterer på rollelisten, og det er gennem deres interaktioner, at vi langsomt finder ud af, hvad det er for nogle mennesker, vi har at gøre med, og hvordan de er endt i den situation, de står i nu. Brendan Fraser leverer en oscarværdig præstation i sit livs rolle, og det ville slet ikke være ufortjent, hvis han gik hen og faktisk vandt den gule statuette.
Mere irriterende end decideret skadeligt for filmen er Aronofskys instruktion, der ikke ligefrem giver plads til den store medskabelse fra publikums side, men manuskriptet er så godt og skuespillerne så dygtige, at det mest af alt efterlader lidt ridser i lakken.
Kort sagt, det er en vellavet film, der er værd at se, netop fordi der er styr på grundingredienserne, som er et eminent manuskript og et hold fremragende skuespillere.
