En boksefilm, der er genrekonventionerne

Man kan godt mærke, at de er ved at løbe tør for idéer, når det kommer til, hvilke historier man kan fortælle i en boksefilm. Efter hele seks Rocky-film og de to tidligere film om Adonis Creed, er det klichéerne, der er i centrum. Det er fortiden, der vender tilbage og truer fremtiden, mens Adonis endnu engang kæmper med at finde balancen i sit liv.

© MGM

Det overfladiske dyrkes
Nu er det ikke ligefrem fordi, man kan klandre amerikanske filmproduktioner for at være særligt dybsindige, men i filmen her er det i høj grad det ydre, som tæller. Adonis’ tidligere barndomsven, Damian, var besat af drømmen om at blive verdensmester i boksning, og efter næsten to årtier i fængslet, er han nu vendt tilbage, og føler sig ikke bare berettiget til de tunge bælter, men vil også gøre hvad som helst, for at kunne løfte de knyttede næver som vinder.

Så skulle man måske tro, at protagonisten i filmen, vil være drevet af noget andet end det ydre, men det er ikke tilfældet. Creed er på samme måde optaget af, at ved magt vise, hvem, der bestemmer. Det er maskulinitet i en rigtig klassisk, gammeldags forstand, hvor den, der slår hårdest, også er den, som får ret.

Derfor klinger det også hult, når filmen har inkluderet en døv datter. Dele af filmen foregår på tegnsprog, og fører da også til nogle meget søde scener med den bedårende, unge skuespillerinde, men det passer slet ikke ind i en ellers meget selvhøjtidelig amerikansk fortælling, hvor man på en og samme tid, uden et skær af selvironi, flasher sin rigdom og succes med vægmalerier af sig selv.

© MGM

For uovervindelig
Eller måske er det netop dette umage ægteskab, som gør, at Rocky-serien har svinget så meget kvalitet. Serien har altid været mere et symbol på USA end en boksefilm, hvorfor Rocky Balboa fx fik italesat den kolde krig ved at vinde en boksekamp i den fjerde film.

Den samme filosofi er til stede her. Ja, det er ganske vist en boksefilm med træningsmontager og en afsluttende boksekamp i tredje akt, der symboliserer kampen for livet, men Creed 3 forsøger også på mærkværdig hvis at forene den meget overfladiske kultur i bokseverdenen, med et inderligt ønske om at være autentisk. Noget, som er meget oppe i tiden, men ikke kan blive forenet med hverken filmen eller serien som helhed.

© MGM

Michael B. Jordan debuterer som instruktør, men det mest positive man kan sige om det er, at han ikke falder fuldstændig igennem som kunstnerisk bannerfører. Der er ikke rigtig noget at kimse ad på et teknisk niveau. Karakterarbejdet er dog temmelig overfladisk, og de meget omtalte IMAX-optagelser, der eftersigende skulle være de første i en boksefilm, bliver ikke rigtig brugt til meget andet end at give os nogle ekstra store close-ups med en lidt mindre beskæring end normalt.

Jeg ved ikke helt, hvor meget mere der er at fortælle i det her univers. Historien om Adonis Creed var egentlig færdig efter den første film, og den fremstår definitivt afsluttet efter den tredje. Michael B. Jordans Adonis Creed er simpelthen ikke en stærk nok karakter til at bære sin egen serie, og fraværet af Rocky, gør det kun endnu mere tydeligt. Hele charmen ved Rocky var, at han hele tiden var sine modstandere underlegen, men blev ved med at kæmpe. Til sammenligning er Adonis alt for uovervindelig, og viser stort set ingen svagheder, og det gør ham bare ikke nær så interessant.

Er du virkelig stor fan af boksefilm, så vil du føle dig tryg og hjemme med filmen her, der har alle ingredienserne, som du kender og forventer i sådan en genrefilm. For alle andre, er der til gengæld ikke særlig meget at komme efter. Boksefilmen bliver i hvert fald ikke vakt til live for en ny generation.