En folkelig komedie med en lille smule kant

Der er dømt folkekomedie for alle pengene, når Hella Joof tager bestselleren Meter i sekundet, under kærlig behandling. I filmen møder vi Marie, der er et rigtigt storbymenneske, men som pludselig får revet hele tilværelsen op, da hun bliver tvunget ud til provinsen, fordi hendes kæreste får job på højskolen i den lille jyske flække, Velling. For en ting er at være påhænget, uden noget andet at tage sig til, end at passe deres barn, noget helt andet er at være helt alene et sted, hvor man ikke føler sig hjemme.

Ikke overraskende er det en film om modsætninger. Marie er så sarkastisk, at det er svært ikke at holde af hende som tilskuer, men også lige så forståeligt, hvorfor hun roder sig ud i nogle meget akavede situationer, fordi hun ikke har den store føling med, hvem hendes målgruppe egentlig er. Dette setup er et solidt fundament for en rigtig folkekomedie, som man hurtigt får indtrykket af, har været Hella Joofs hovedintention, men der hvor filmen virkelig excellerer er i dialogen.

Alle står for skud
Sofie Torp er enormt velvalgt i hovedrollen, og balancerer elegant mellem de til tider både patetiske og pragmatiske refleksioner hun gør sig om sit liv. Dialogen er også generelt så skarp, og der bliver gjort så meget kærligt grin med alle i filmen, at de fleste nok vil have svært ved ikke at grine, af kultursammenstødet. Både den ironiske Marie og de egocentrerede unge på højskolen, bliver udstillet på godt og ondt, ligesom den jyske fåmælthed heller ikke kan føle sig sikker. Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at historien meget let kunne have haft meget mere dybde, end det er tilfældet i slutproduktet.

Fordi selvom både de sarkastiske storbymennesker, lavmælte jyder, selvhøjtidelige unge og alt imellem, bliver humoristisk udstillet, så er det heller ikke mere bidske end, at det hele stadig skal være rart og hyggeligt. Det giver sig ikke bare til udtryk ved, at alle skarpe kanter er skåret af en historie, der sagtens kunne være mere direkte og sjovere, men også i en lydside, som hele tiden fortæller os, hvad vi skal føle, gennem musikken.

Hella Joof har efterhånden instrueret en del film, og i den periode er hun også gået fra at være entydig komiker, til at være en hel del mere folkelig. Den samme rejse har Meter i sekundet også taget, i oversættelsen fra bog til film. Ja, der er masser af spydighed tilbage, og der er da også stadig plads til lidt magisk realisme i fremstillingen af Maries brevkasse, men der hersker heller ingen tvivl om, at det er en film, der for alt i verden skal nå ud vidt og bredt. Sofie Torp er god i rollen som ufrivillig statist, og der er også en skarp dialog, som flere gange er lånt næsten direkte fra bogen. At det hele så bliver præsenteret i en letfordøjelig produktion, er måske ikke så slemt, men hvis man havde turde at lade publikum føle bare en lille smule ubehag, kunne det også have været en langt mere mindeværdig rejse.