En vild film om en vild periode i filmindustrien

Dekadent er det ord man sidder tilbage med, efter man har set Babylon.  Filmen er på mange måder en hyldest til det gamle Hollywood. Ved hjælp af tre forskellige indgangsvinkler, tager instruktør Damien Chazelle os med ind i det kaos, som var kendetegnende for den amerikanske filmindustri i overgangen fra stumfilm til talefilm i slutningen af 1920’erne og 1930’erne. Det er et tidspunkt ikke bare i industrien, men også i USA, hvor det at feste og have det godt, var synonym med at gå langt over grænsen, særligt set med moderne briller. Der bliver gået til den i alle facetter af ordet med masser af stoffer, fester til langt ud på natten, filmsæt, der er plaget af død og ulykke, alt sammen drevet af mennesker, der er så forvirret og rodløse, at man har svært ved at beskrive det med ord.

Perioden fremfor alt
Det er et periodedrama i den mest indskrænket forstand, hvor alt handler om at vise tidsbilledet, også selvom det bliver på bekostning af en god historie eller karaktererne. Ganske vist skal filmen have ros for at vise, et alt andet end velpoleret, Disneyficeret glansbillede af Hollywood, hvor der ikke bliver lagt fingrene imellem at vise, at filmstudierne styrede filmproduktionerne som var de bander.

Det er alt sammen med til at opfylde den basale forventning til et periodedrama, som er at være tro mod den periode, som man har placeret filmen i. Det er bare ikke en dokumentar og uagtet, at Damien Chazelle er forelsket i film, er det ikke nok til at retfærdiggøre en spilletid på over tre timer.

Dette snæversynet fokus på periode, bliver på bekostning af et persongalleri, som man aldrig rigtig kommer ind på livet af. De tre skæbner, som er i fokus, repræsenterer blot nogle af de mange mennesker, der kastede sig ud i at lave film. Du har den gamle filmstjerne i form af Brad Pitt, der kæmper med, at hans stjerne er ved at falme. Du har Margot Robbie, som det nye stjerneskud, der nærmest ikke kan lade være med at gå i vejen for sig selv, fordi hun er så meget i sine følelsers vold, og så har du den ægte romantiker i Manny Torres, spillet af den relativt ukendte Diego Calva, der har drømt om at lave film, siden han var helt lille.

Det er alt sammen meget fint som udgangspunkt for historien, og som arketyper, der kan spejles helt frem til filmfolk i dag, har de helt klart deres berettigelse, men der er ikke rigtig plads til et fængende narrativ, fordi det vigtigste har været at fremstille tidsånden, og så har der ikke også været plads til nuancerede karakterer, midt i al den her dekadence.

Har Chazelle mere at fortælle?
Vi er nu nået til Damien Chazelles fjerde film, og der begynder sig efterhånden at tegne et mønster af, at han ikke rigtig ved, hvordan han skal afslutte sine film. Der er lidt for meget cirkusnummer over hans slutninger, der er tilsyneladende altid, skal slutte med ”et stort, stort nummer”. Det var perfekt i Whiplash som kulminationen på en intim rejse, mens det mere fremstod som et trækplaster i hans to efterfølgende film. Med Babylon får vi endnu en bombastisk og meget følelsesladet afslutning, der har presset hans klipper til det yderste, og som virkelig formår at understrege filmens hovedbudskab – kærlighed til filmmediet. Derfor vil det heller ikke overraske mig, hvis mange mennesker gik ud af biografen en lidt opløftet fornemmelse, men for mit vedkommende er det ikke nok i denne omgang til at maskere, at det her er en ren stemningsfilm, der ikke har haft særlig meget at fortælle.

Babylon er Damien Chazelles uden tvivl største og mest episke film til dato. Der er virkelig blevet gjort et stort nummer ud af at portrættere og vise, hvor vild Hollywood og filmskaberne var før i tiden, hvor det hele stadig var lidt som det vilde vesten. Periodedelen af dette periodedrama er eminent, og nogle af filmsekvenserne, hvor vi ser andre folk lave film, er så medrivende, særligt i den første time af filmen, at man næsten tilgiver de lidt mere rodløse aspekter. Desværre er dramadelen noget mere mangelfuld. Der er masser af dygtige skuespillere, men karaktererne formår aldrig rigtig at blive mere end arketyper, der er i enkelte momenter, forsøger at springe ud af deres meget snævre kasser, men aldrig rigtig får lov til det, fordi det meste af tiden bliver brugt på at dåne over, hvor fantastisk filmmediet er.

Jeg er selv stor filmelsker, men denne film ender med at være lige så overvældende og overdrevet, som den periode, den beskæftiger sig med. Det kan selvfølgelig have sin berettigelse, men for mit vedkommende, er det for meget af det gode.