Datidens forførelse er vor tids overgreb

Det forbudte værk
Farlige forbindelser udkom anonymt i 1782 som brevroman skrevet af forfatteren og officeren Pierre Choderlos de Laclos. Det var dengang en skandale, og romanen var forbudt i mange år efter. Romanen har utallige filmatiseringer og opsætninger bag sig, og må betragtes som en nyklassiker.

Nu er det igen blevet tid, men det er vigtigt at huske på, at ikke alle kender værket. Det modsatte mærkes i denne opsætning, som er lavet med stor kærlighed, så meget faktisk, at det publikum, der skal opleve stykket for første gang, skal helt ud på stolekanten for at kunne følge med. Lidt for meget af gæsternes forhåndsviden er taget for givet, og jeg kan godt forstå, hvis enkelte forlod salen efterfølgende, uden helt at følte sig inkluderet i det store kulturelle fællesskab. Men de indviede har fået, hvad de kom efter og lidt til.

Kort fortalt betragter Markise de Merteuil og Grev de Valmont sig som fortrolige. De er hinandens publikum, når det kommer til livet som libertiner. Hun vil have Valmont til at forføre den alt for unge Cécile Volanges, men han er nu mere interesseret i Tourvel. Altså lige indtil han pludselig ikke er det længere.

Foto: Emilia Therese

Når det grusomme ligger i detaljerne
Det er en langsom ild, der ulmer, og publikum skal have tålmodighed. Vi skal et godt stykke ind i første akt, før det for alvor tager fat, og vi bliver overbevist om, at her er noget dybere end endnu et portræt af dekadent kedsomhed.

Det er en del af tanken bag denne opsætning, at stille spørgsmål til, hvad, der er forførelse, og hvad, der er et overgreb i disse #MeToo-tider. Det er en modig tanke og endnu mere modig bedrift, at føre ud i livet. Spørgsmålet bliver stillet, synes jeg, men svaret må vi selv tolke.

Netop forførelsen og den pludselige tabte interesse af føromtalte Tourvel, er noget af det, der efterfølgende står mig mest uklart. Jeg er hele tiden i tvivl om Casper Crumps portræt af Valmont skal vise os noget dybere, noget anger, tvivl, eller om det er nok med den langsomme nedstigning i ondskab. Mest af alt virker han som en dårlig taber, der tror, han har spillet et brætspil og tabt. Både Valmont og Tourvels skæbne får vi aldrig at se. Vi hører om den, som lidt mere end en henkastet bemærkning, men vi får aldrig konsekvenserne af det, der i vores nutid kun kan kaldes psykisk manipulation og overgreb at se.

Foto: Emilia Therese

Kuldegysning efterfulgt af rædsel
Hele opsætning har en humoristisk tone, der kun en enkelt gang arbejder med lidt slagside for at komme på ret køl igen. Netop fordi publikum bliver opdraget og opfordret til at se den humoristiske side i alt den alvor, så løb det mig koldt ned ad ryggen, da Valmont først tvinger sig til et kys og derefter befamler den alt for unge Cécile. Jeg er med på, at publikum griner af absurditeten, men netop grinene fra salen fik dette, godt nok fiktive, men vanvittige overgreb fremstillet som en – hun skal jo lære det før eller siden – scene. Måske kom svaret på spørgsmålet fra os i salen og ikke fra scenen? Eller viste scenen os, at vi stadig kun tør grine?

Mesterligt ensemble
Der kan ikke, og der skal ikke sættes en finger på præstationerne. Skuespillet er mesterligt, intet mindre. Men jeg vil gerne fremhæve Stephanie Nguyen, i den meget lille rolle som Émilie. Sjældent har jeg set en artist gøre så meget med så lidt, på så kort tid. Formidabelt.

Men jeg hungrede ved tæppefald efter flere scener med især Marie Reuthers Cécile, der desværre er tæt på en statistrolle, med et par enkelte replikker, i en forestilling, der ellers har truffet et valg om, at ordet er det vigtigste. Ærgerligt for her var en mulighed for at vise ungdommens naivitet, navigere sig igennem manipulationen og de konsekvenser, det har. Dengang. Nu. For altid.

Foto: Emilia Therese

Lidt mere til øjet
I filmens verden er der et ordsprog, der lyder: ”Show it, don´t tell it.” Det er selvfølgelig nemt sagt, når nu der bruges et kamera, der kan stilles tæt på og se ting, man ikke kan fra bagerste række i et teater. Men når man insisterer så kraftigt på ordets magt, for der er mange ord i denne forestilling, så bliver det nødvendigt at supplere med en scenografi og fysisk handling, der kan balancere de mange ord, så publikum holdes fast.

I stedet har man valgt en meget minimalistisk scenografi, der ikke skifter, men skal få fantasien henledt på de eksklusive butikker, saloner og alle andre steder de rige færdes, i et ikke tidsbestemt Frankrig. Det kunne være nu, i morgen eller om 20 år. Men det er kun fordi lokationerne bliver fortalt, at vi ved, hvor vi er. Det gør ikke noget, det er ikke stederne, der er vigtige, men manipulationen og den ondskab, der opstår, når et menneske, der har alt, begynder at kede sig, som vi skal holde fokus på. Men jeg kan nu ikke undgå at tænke over det, som aftenen skrider frem. De store puffer bliver gennemtænkt brugt til at vise, hvor langt fra hinanden disse mennesker er.

Men med en kæmpe hvid rundhorisont, der kun bliver brugt som ind- og udgange, mangler jeg at se noget af det arsenal Det Kongelige Teater er i besiddelse af. Det værende videoprojektioner af gamle optagelser af Avenue des Champs-Élysées, eller billeder, der insinuerer erotisk materiale. Man kunne også i stedet for breve, lege med nutidens teknologi og tekstunivers gennem Messenger eller andre platforme. Mulighederne er mange, og nødvendigheden fornægter sig ikke.

Kostumer er der til gengæld nok af. Garderoben bliver flittigt udskiftet og viser, sammen med de mange mærkeposer og eksklusive ure og smykker, alle konstant skal gå rundt med, hvor grinagtigt overfladisk deres liv er. Jeg bliver aldrig træt af de små lynhurtige ophold, når der lige skal poseres, som blev de fotograferet til forsiden af Vogue, bare de går ud ad døren eller ned ad gaden.

Jeg håber, at Det Kongelige Teater laver og udgiver en playliste fra forestillingens soundtrack. Det ville være en glimrende lille gimmick. Der bliver nemlig brugt godt med popmusik af stærke kvindelige artister. Flere af dem numre jeg har lyttet til siden, fordi man ikke havde fået nok.

God fornøjelse
Hvis du i forvejen kender Farlige forbindelser, så glæd dig. Hvis du ikke er velbevandret i værket, så læs lidt, bare lidt, inden, så du kan give dig hen til de mange andre detaljer og lækkerier.