Fra William Shatner til Lykkehjulet og alt det kitsch, der ligger imellem

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om et par dage
Der er arbejdet med mange tanker. Mange store tanker, og jeg tror mange af dem flyver ind over hovedet på publikum og forsvinder ud over de tomme stolerækker bag os. Men måske er de slet ikke suset over hovedet på os, måske er de blæst lige igennem os, og først om et par dage opdager vi, hvad der stadig sidder fast.

De tomme stole er ikke fordi, at der ikke er solgt billetter nok, nej, det er fordi publikum bliver guidet forbi de faste sæder i salen og op på scenen, hvor en anden opsætning af siddepladser venter, i et meget mere intimt rum, som passer perfekt til en monolog i den størrelse og længde.

Indrømmet så var jeg lidt forundret over, at forestillingen ikke blev spillet ude på den nye foyerscene. Det mener jeg havde været passende og muligt med de forholdsvis få tekniske virkemidler, der bliver brugt. Netop udnyttelsen af foyerscenen, var noget af styrken i forestillingen TVÆRS som Emil Rostrup også stod for. Men også denne gang er vi tæt på. Både fysisk, men i høj grad også i andre ikke så håndgribelige elementer af intimsfæren.

Teater som værktøj
I TVÆRS insisterede Aveny-Ts nyudnævnte huskunstner for foråret, Emil Rostrup, på, at muren mellem den fiktive karakter og det personlige menneske slog revner, og at en del af kunsten var at bruge elementer fra skuespillernes eget liv. Den proces går igen her, tror jeg, da Sarah Simone Jørgensen fortæller om, at hun er BRCA-positiv, og hvilke tanker det har fulgt med sig. Men er det skuespil, er det fiktion, eller er det en oprigtig del af hendes virkelighed, som bliver delt rundt om det usynlige kulturelle fællesbål?

Under alle omstændigheder har tilblivelsesprocessen insisteret på at være vigtigere end det færdige resultat. Det betyder ikke, at publikum sidder og ser på en workshop, der ikke er afsluttet.

Det betyder, at en masse brikker fra et endnu ikke færdigtegnet motiv bliver gengivet hver aften, i håb om at finde ind til kernen af myten om Ødipus, og hvad vi kan bruge den til i dag.

Kunstneren eller kunsten
Jeg bliver irriteret over, at jeg tænker mere på Emil Rostrup, end jeg gør på Sarah Simone Jørgensen, som ellers giver den fuld pedal som eneste medvirkende i 60 minutter. Det føles lidt som når Von Trier fylder mere end selve værket og de andre, der spiller i det. Men jeg er alligevel spændt på, hvad det næste bliver, og om samme proces kan træde vande i to forestillinger mere, eller om det drukner til sidst.

Præmissen, som huskunstneren med egne ord har valgt, for sine tre forestillinger, er et legende procesformat, hvor alt hvad man ser på scenen, er skabt via lege og opgaver i prøveforløbet.

Ødipus Kitsch minder om et kunstværk, hvor teatrets virkemidler bliver brugt som et værktøj til at hænge værket op på og udstille det.

Jeg har det ambivalent med det, men er det en god ting? Teater kan vel både være kunst og et værk?

Ødipus Kitsch spiller fra 5. januar til 28. januar 2023. På Aveny-T
Varighed: 1 time uden pause.

Medvirkende: Sarah Simone Jørgensen. Aveny-T huskunstner: Emil Rostrup. Instruktion: Emil Rostrup. Lysdesigner: Brian Cord’homme. Tonemester: Carl Emil Amundsen. Kostumedesigner: Michael Nøhr. Instruktørassistent: Jonathan Stougaard. Teknisk afvikler og forestillingsleder: Therese Nauta. Tekisk elev: Markus Loft. Producent: Aveny-T. Foto: Emil Rostrup.

Forestillingen er støttet af Frederiksberg Kommune, Den Danske Forskningsfond og Kulturministeriets Udviklingstilskud.