Virkeligheden overgår altid fantasien
Det er ikke langt væk fra originaltanken om mennesket, der vil være gud og ikke bare skabe liv, men overvinde døden. For er jagten på evig ungdom, ikke forsøget på at skjule de fysiske tegn på, at døden altid nærmer sig?
Mary Shelleys gotiske mesterværk versioneret til fortælling om jagten på evig ungdom
Forfatteren bag romanen, som denne forestilling er inspireret af, er en fantastisk historie i sig selv. Mary Godwin blev født i 1797 af den berømte kvindeforkæmper Mary Wollstonecraft, som døde kort efter fødslen. Som teenager blev Mary forelsket i digteren Percy Bysshe Shelly. De stak af til Frankrig for at kunne være sammen, da Percy allerede var gift. Da hans hustru blev fundet, højgravid og død, skyllet på land efter at være savnet i flere uger, giftede Mary og Percy sig. Mary Godwin blev til Mary Shelly og samme år i 1816, i en alder af 19 år, bliver hun inspireret til at skrive Frankenstein under et besøg ved Genevesøen i Schweiz, da Lord Byron forslog en konkurrence om hvem, der kunne finde på den bedste spøgelseshistorie.
Dengang fik kvinder ikke lov til at udgive bøger, så romanen blev udgivet anonymt to år senere i 1818.
Hvad har alt dette så med Why Not Theatre Companys opsætning at gøre? Der er selvfølgelig selve romanens opbygning, dramaturgi og fremdrift at læne sig op ad, men der er også valget af at gøre videnskabsmanden Viktor Frankenstein til videnskabskvinden Victoria Frankenstein. Selve monstret er skiftet fra at være sammensat af kropsdele fra forskellige mennesker, der alle er mænd, der gør monstret til en sammensætning af mange identiteter, til et spørgsmål om dna-forskning og kloning af egoet.
Monstret er derfor i denne version et forfejlet eksperiment på at skabe en yngre version af sig selv. Men i stedet for ungdommens alt andet end uskyldige skønhed, er det blevet til en gammel kvinde med en fysisk fremtræden, man i dette univers ikke er vant til at se længere. Alderdommen er noget man ikke vil anerkende, men et monster man spytter på og håner. Tanken om kloning og dna-manipulation er tættere på virkeligheden end fiktionsfortællingen om Frankensteins monster.
Maraton i underspil på grænsen til passivitet
Som ejer af ikke bare ét, men flere eksemplarer af romanen og diverse filmatiseringer, satte jeg mig med store forventninger i salen på Københavns mest charmerende teater, som til lejligheden er lånt ud til Why Not Theatre Company.
De første sekunder lover godt. Vi er på Arktis, og Victoria er tæt på monstret, som hun jagter.
Men så falder tempo til frysepunktet, i en lang række af projektioner, der gengiver de skrevne breve, der også er en del af romanens opbygning. Men det fortsætter alt for længe og i stedet for at blive fanget og optaget af informationerne givet i brevene, falder jeg hen og bruger mere tid på at undre mig over, at jeg sidder i et teater og skal se film i så lang tid.
I stedet for at samle tempo op, i forlængelse af de første sekunder på Arktis, fortsætter resten af forestillingen i et tempo bestemt af de mange projektioner.
Jeg er helt med på, at fødslen af monstret er det vigtigste i hele værket, og at det skal have sin tid og opmærksomhed, men uden chokeffekt eller anden hyldest til, hvad navnet på plakaten ellers lover, bliver det fødslen til et kunstnerisk valg, som desværre gjorde resten af forestillingen til en maraton i underspil på grænsen til passivitet.
Når de andre på scenen fik lidt vind under vingerne, og tempoet skulle til at skifte, blev det trukket ned på land igen og fjerene blev klippet.
Jeg kunne høre og forstå, hvad monstret følte, og den uretfærdighed det blev udsat for, men jeg mærkede det ikke. Jeg blev sjældent rørt eller revet med af den gigantiske afmagt, som forestillingen ellers har som sit omdrejningspunkt.
Men hvorfor er tempoet så vigtigt?
Denne forestilling og dens versionering er på papiret et godt valg for en yngre generation, der endnu ikke for alvor kender til kroppens forfald. Men netop den generation lever i et tempo, der, målt på et speedometer, har flere hundrede kilometer i timen til forskel.
Jeg tror ikke, at det kan lykkes at fange de unges opmærksomhed ved at insistere på fordybelsen, samtidig med fraværet af pop-referencerne, skabt rundt om værket Frankenstein gennem de sidste hundrede år.
Til de andre generationer, der måske ikke føler sig så unge mere, vil meget i teksten måske ringe genkendende, men en tragedie med låg på følelserne, efterlader kroppen uden den ønskede balsam til sjælen.
Frankenstein spiller fra 6 januar til 28 januar 2023 Teatret ved Sorte Hest.
Varighed. Ca. 90 minutter uden pause. Spilles på letforståeligt engelsk.
Man- fre: kl. 20; Lør: kl. 17
Medvirkende: Jessica OHara-Baker, Sue Hansen-Styles og Nathan Meister. Dramaker: Tanja Maslo. Instruktør, Scenograf og Dramaturg: Nina Larissa Basse. Musik: Barry Wesil. Produkonsleder og lysdesign: Lasse Svarre Christensen. Producent: Why Not Theatre Company.
